Du sidder i Mindets Lund 
og ser tilbage, du Gamle.
Nu har du en fredet Stund, 
nu kan du det Svundne samle:
det suser omkring 
i boltrende Ring 
og nynner en Sang, vil du høre?

Den klinger med Fjeldslaats Klang, 
du kjender nok Melodien,
saamangen en Gut den sang 
en Kveldsstund paa Sæterstien,
fra Fjeld og fra Fjord 
i manende Ord 
den tegner et "Folkelivsbilled".

Men Sangen voxer i Magt, 
frem nye Billeder rinder;
da staar i en fager Pagt 
med Landets sejrende Minder:
dit freidige Mod 
i Breschen jo stod 
da Folket fik "Norges Historie".

Den gaar med en Understøm 
af dybe, dirrende Stænge,
som tolker en Ungdomsdrøm, 
du drømte fagert og længe:
af Elsk til vort Land 
du tappert holdt Stand 
begeistret i Gjerningens Yrke.

Men hvad der i Kvæld gir Skin, 
og tænder os Festens Kjærte,
det gaar fra dit lyse Sind; 
det slaar i det varme Hjærte.
Vi som staar dig nær, 
vi ved hvad du er i Kjærlighed, 
Troskab og Sandhed.

Du sidder i Mindets Lund, 
og ser tilbage du Gamle;
i Kvældens dæmrende Stund 
de svundne Minder sig samle!
Gid Kvældsstundens Fred 
for Alt det du stred 
end længe dit Sind maate kvæge.