I denne søde juletid
tør man sig ret fornøje
og bruge al sin kunst og flid,
Guds nåde at ophøje;
ved den, som er i krybben lagt,
vi vil af ganske sjælemagt
i ånden os forlyste;
din lov skal høres, frelsermand,
så vidt og bredt i verdens land',
at jorden den skal ryste.

En liden søn af Davids rod,
som er og Gud tillige,
for verdens synders skyld forlod
sit søde Himmerige;
det var ham svart at tænke på,
at verden skulle under gå,
det skar ham i hans hjerte;
i sådan hjertens kærlighed
han kom til os på jorden ned
at lindre vores smerte.

Vor tak vi vil frembære da,
endskønt den er kun ringe,
hosianna og halleluja
skal alle vegne klinge;
Guds ark er kommen i vor lejr!
thi sjunge vi om fryd og sejr,
mens hjertet sig kan røre,
vi sjunge om den søde fred,
at Helvede skal skælve ved
vor julesang at høre.

Gud er nu ikke længer vred,
det kan vi deraf vide,
at han har sendt sin Søn herned
vor verdens synd at lide.
Det vorde vidt og bredt bekendt,
at Gud sin Søn for os har sendt
til jammer, ve og våde;
hvo ville da ej være fro,
og lade al sin sorg bero
på Jesu søde nåde?

Som natten aldrig er så sort,
den jo for solen svinder,
så farer al min kummer bort,
når jeg mig ret besinder,
at Gud så hjertens inderlig
af evighed har elsket mig
og er min broder vorden;
jeg aldrig glemmer disse ord,
som klingede i engle-kor:
Nu er der fred på jorden!

Og blandes end min frydesang
med gråd og dybe sukke,
så skal dog korsets hårde tvang
mig aldrig munden lukke;
når hjertet sidder mest beklemt,
da bliver frydens harpe stemt,
at den kan bedre klinge;
og knuste hjerter føle bedst,
hvad denne store frydefest
for glæde har at bringe.

Halleluja, vor strid er endt,
hvo ville mere klage?
Hvo ville mere gå bespændt
i disse fryde-dage?
Syng højt i sky, Guds kirkeflok:
Halleluja, nu har jeg nok,
den fryd har ingen lige,
halleluja, halleluja,
Guds Søn er min, jeg vil herfra
med ham til Himmerige.