Farvel mit elskte Moderhjem! farvel Du favre Sommer!
Hvor Linden først i Blomster staaer og Gjøgen tidligst kommer.

Hvor Græsset voxer grønnest frem og Maanen skinner klarest,
Hvor Stjernen blinker venligst ned og Tiden løber snarest.

Og hvor jeg kjender hver en Steen og hver en Plet i Sandet,
Og hver en sølverskægget Piil, der speiler sig i Vandet.

Men ak, det er Fortunas Skik at bole med de Slette,
Den Hund, der slumrer ved min Dør, den vil mig snart forgjette.

Den Hjort, der løber i min Skov, den skal en Anden skyde,
Den Rose, jeg har elsket meest, den skal en Anden bryde.

Den Fugl, der ingen Rede har, den maa alene sove,
Den Jomfru, der mig kjærest var, en Anden vil trolove.