Skjønt hun vil som et Luftsyn vige,
dersom jeg saadan tale tør -:
jeg elsker dig, du blonde Pige,
gjemt i din Yndes hvide Slør.
Jeg elsker dine Drømmeøjne,
der gaa som Maaneskin paa Sne
og sænke sig, hvor Skove højne,
i noget Gjemt, jeg ej faar se.

Jeg elsker denne ædle Pande,
fordi den staar saa stjerneklar
og spejler sig i Tankens Vande
og ved dog ikke, hvad den har.
Jeg elsker dette Haar, som flokker
sig bagom Nettets travle Baand;
lig Mythens Amoriner lokker
det paa mit Øje og min Haand.

Jeg elsker denne Form, som gynger
i Takten af sin Brudesang,
den Kraft og Livslyst daglig synger
udaf sin unge, dunkle Trang.
Jeg elsker denne Fod, som bærer
en saadan Sejrens Herlighed
igjennem Ungdomsmodets Sfærer
imod den første Kjerlighed.

Jeg elsker denne Haand og Læbe,
de to i Elskovsgudens Pagt,
ved hvem han rækker Prisens Æble,
men hvem han ogsaa har paa Vagt.
Jeg elsker dig, jeg maa det sige, --
endskjønt du ej et Bogstav tror,
men flygter, svarer, ingen Pige
tør dvæle ved en Digters Ord.