Den trænger ud til hvert et Sted,
den haarde Strid herhjemme,
og den, som ej vil være med,
faar svært ved sig at gemme;
men vi vil gerne ta' vor Tørn,
saa snart vi tør os melde
og faa vor Plads blandt Tidens Børn
og ikke blandt dens Trælle.

Vi søger ej at finde Svar,
til Hundene, som glamme,
men finde først, hvad Kraft vi har
for ej at staa til Skamme
det gælder om, vi hjælpes til
at se med egne øjne
og ret forstaa, hvad Tiden vil
men ikke tro dens Løgne.

Vi ved det godt, vi lidet ved,
og højere vi stunder,
men vil ej rive Himlen ned,
kun bygge fast derunder;
vi la'r os ej af Dagens Vé
vort gode Haab betage,
og aldrig friste til at se
paa Livet som en Plage.

Vi tror, at han, som os det gav
har altid godt i Sinde,
med ringe Kaar og store Krav
des mer det har at vinde;
vi tror, om Stormen raser vildt,
skal ej vi la' os skræmme,
nej, ingen ærlig Kamp er spildt,
der staar for Livets Fremme.

Og denne Tro vi slipper ej,
mens vi mod Kampen stævne,
i den vi bryder os vor Vej
og øver hver en Evne,
og den vi troligt med os bær',
naar Læretiden slutter,
for saa til Danmarks Folkehær
at støde som Rekrutter.

Den Hær vil ikke Blod og Saar,
hvor Krigens Lurer gjalde
men nyfødt Fred i Friheds Vaar
med lige Ret for alle,
og den vil sindigt fremad gaa
og ej fra Kampen træde,
før selv den mindste al de smaa
faar Del i Livets Glæde.