De dræbte Bjørnens Unger
med Økse og med Kniv -
nu brøler hun i Skove
og kræver Liv for Liv.

I Skove gaar en Pige
en Jægers Hjærtenskær;
hun plukker Sommerblomster
i Ly af unge Træer.

Hun gaar saa blid og stille
i Vadmelskjole graa
og binder Barnekranse
af Blomster røde, blaa.

I Skove brøler Bjørnen
og kræver Liv for Liv,
for de har dræbt dens Unger
med Økse og med Kniv.

Dens vilde Øjne græder,
det bløder om dens Tand,
tungt tramper den op over
den lave Bakkerand.

og vælter sig mod Pigen
med Fraade om sin Tand,
en sort og vældig Hunbjørn
i Aftensolens Brand.

Den unge Jæger jager
med Bøsse i sin Haand,
han hører Bjørnelabber
der knækker Kvist og Vaand,

han støder Sølvknapskuglen
i Bøsseløbet ind,
den tunge Kugle hviner
og strejfer Dyrets Skind

men rammer Pigebrystet,
Hun vakler paa sin Fod
og over Blomster pibler
det røde Hjærteblod.

Den unge Jæger styrter
frem over Græs og Sten,
han river sine Hænder
paa Tjørnens hvasse Gren,

han ændser ikke Bjørnen,
han kysser hendes Mund,
men ser kun Sjælen slukkes
i Øjets Himmelgrund.

Men Bjørnen vender langsomt
sin store laadne Krop
og kravler tungt tilbage
op over Bakkens Top.

Fik Bjørnehjærtet Hvile
og lindred det dets Nød,
at Bjørnens Æt blev hævnet
ved Pigeungens Død.

Forskræmte Fugle skrige,
nu falder Natten paa,
og alle Livets Farver
de bliver askegraa.

Den bange Bonde korser
sig paa sin Kærres Fjæl.
Det jamrer i Skove
som hulkede en Sjæl.