Abraham sad i Mamre Lund,
han var en hyrdekonning
salvet af Gud med egen mund,
og Sara hed hans dronning. 

Rig på kameler, køer og får,
det var den drot med ære,
gammel derhos, snart hundred år:
og hvis skal det så være? 

Gud havde sagt: "Jeg sandelig
vil i din æt velsigne
menneskens køn på jorderig!" 
og løgn kan ham ej ligne! 

Abraham sukked dog i løn:
"Til graven brat vi stunder;
føder mig Sara nu en søn,
det er et stort vidunder!" 

Dagen var hed, men herrens ven
sad svalt i egeskygge;
hisset da kom tre vandringsmænd
at ønske ham til lykke! 

Gæstmild er og den hyrdedrot,
vil rejsen dem forsøde,
byder dem til sit grønne slot
at hvile sig af møde! 

Herren det var med engle to,
de lod sig det behage:
hyrden at gæste, som var tro,
og jordens brød at smage. 

Herren da siger til sin ven,
alt som han bryder brødet:
"Når om et år vi ses igen,
har Sara søn på skødet!" 

Sara hun stod bag dør og lo,
så faldt det hende fremmed:
Abraham tog det ord med tro,
hans håb ham ej beskæmmed'! 

Ordet udgik af kongens mund,
som haver alt at råde,
Abraham sad i Mamre Lund
med sønnen af Guds nåde!