Alt, hvad som fuglevinger fik,
alt, hvad som efter fugleskik
med sanglyd drager ånde,
lovsynge Gud, for han er god,
han i sin nåde råder bod
på støvets ve og vånde. 

Min sjæl, du har af alt på jord
i tanken og din tunges ord
de allerbedste vinger,
og friest er dit åndefang,
når dybt du drager det i sang,
så højt i sky det klinger. 

Hvad er vel og på jorderig,
der sammenlignes kan med dig
i trangen til Guds nåde? 
Og det var dig, den ledte om,
da med Vorherre hid den kom
på underligste måde. 

Så vågn da op, min sjæl, bryd ud
med lovsangs røst og pris din Gud,
din skaber og genløser,
som så til dig i nåde ned
og over os sin kærlighed
med trøsteren udøser! 

Og sig det til hver fugl på jord,
og sig til alle englekor,
hvis sang livsaligst klinger,
at du med dem i væddestrid
vil prise Gud til evig tid
for ånde, røst og vinger!