Har vi toppet, må vi dale,
det er loven under sol,
hører det, i høje sale! 
høre det, hver kongestol! 
Som for hånden,
så i ånden:
op og ned er verdens løb. 

Når med Herren glans og ære
du af Gud på bjerget får,
sig kun: Her er godt at være! 
Du dog ej dig selv forstår,
om tillige
du vil sige:
Det er bedst, vi bliver her. 

Ned ad bakke, let at komme,
om end tungt at tænke på,
må vi, før vort løb er omme,
før vort rette mål vi nå,
skønt til visse
over isse,
over bjerg og sky det står. 

Lejret mellem fjendehære
angest i Getsemane,
sig kun: Her er slemt at være,
hvor kun mørke er at se! 
Da du nemmer
og istemmer:
Det er bedst, vi går herfra! 

Med det ord gik Frelsermanden
gennem dødens skyggedal,
klippefast på afgrundsranden,
længselsfuld til Himlens sal,
det højsæde
at beklæde,
som urokkelig består. 

Har med ham din sjæl sig bøjet,
skjult sig selv med flid i muld,
da du vorder ret ophøjet,
kronet med det ægte guld. 
Engle kvæde:
Her er glæde,
ven med Herren! gak herind! 

Evig sand er Herrens tale
som i Himmel, så på jord:
størst er de, som dybest dale
i hans navn og på hans ord:
i hans rige
de skal stige
til hans højheds fulde mål. 

Aften først, derefter morgen,
så den gamle regning lød,
evig fryd kun efter sorgen,
evigt liv kun efter død,
vi må krybe,
før vi flyve,
ned og op går Jesu spor.