Hyggelig, rolig,
Gud er din bolig,
inderlig skøn! 
O, hvor mit hjerte
længes med smerte,
sukker i løn
efter at gæste din helligdom prud,
efter at bo hos den levende Gud! 

Godhedens kilde! 
årle og silde
gæstmild er du! 
Ved dine sale
spurv møder svale,
kom det i hu! 
Som ved dit alter den kvidrende fugl
und i dit tempel din tjener et skjul! 

Hos dig at bygge
højeste lykke
kaldes med ret,
dér lyster tunge
altid at sjunge,
vorder ej træt,
til ikke lægger og tager ej fra
glædens det evige halleluja! 

Alt dog hernede
lykkelig hedde
skal, hvo dig tror. 
I Himmerige
tør han indkige
frit på dit ord,
ja, i hans hjerte fra tårernes dal
trappe du bygger til Himmerigs sal! 

Lykkes og trives,
styrkes, oplives
skal dine små,
vokse i kræfter,
stige derefter,
højeloft nå,
himle, hvor øjet, som græder ej mer,
gudernes Gud i sin herlighed ser! 

Tusinde døgne,
verdslige, søgne,
gyldne for kød,
kan de vel ligne
én dag af dine,
som vi dem nød,
når under sang med dit vingede ord
sjælen af by over stjernerne for? 

Ej vil jeg bytte,
Gud, i din hytte
tiggerens plads
bort for det sæde,
stolte beklæde
højt i palads! 
Godt ikke fattes, hvem Gud haver kær! 
Lavt er ej bænket, hvem du sidder nær! 

Sandhed og nåde,
det er din gåde,
storherre bold! 
Salig at prise
er den retvise,
du er hans skjold. 
Øje du holder med salvede små,
til for dit åsyn de kronede stå.