Kirken den er et gammelt hus,
står, om end tårnene falde,
tårne fuldmange sank i grus,
klokker end kime og kalde,
kalde på gammel og på ung,
mest dog på sjælen træt og tung,
syg for den evige hvile. 

Herren vor Gud vist ej bebor
huse, som hænder mon bygge,
arke-paulunet var på jord
kun af hans tempel en skygge. 
Dog sig en bolig underfuld
bygged han selv af støv og muld,
rejste af gruset i nåde. 

Vi er hans hus og kirke nu,
bygget af levende stene,
som, under kors, med ærlig hu
troen og dåben forene. 
Var vi på jord ej mer end to,
bygge dog ville han og bo
hos os i hele sin vælde. 

Samles vi kan da med vor drot
selv i den laveste hytte,
finde med Peder: der er godt,
tog ej al verden i bytte. 
Kirken og vi, som ærlig tro,
altid er et så vel som to, -
et med vor drot og hinanden! 

Husene dog med kirke-navn,
bygte til Frelserens ære,
hvor han de små tog tit i favn,
er os som hjemmet så kære. 
Dejlige ting i dem er sagt,
sluttet har der med os sin pagt
han, som os Himmerig skænker. 

Fonten os minder om vor dåb,
altret om nadverens glæde,
hvor skulle før i tro og håb
Herren vi finde til stede,
end hvor det for os prentet står:
Herren i dag er som i går,
så er og troen og dåben. 

Give da Gud, at hvor vi bo,
altid, når klokkerne ringe,
folket forsamles i Jesu tro
dér, hvor det plejed at klinge:
Verden vel ej, men I mig ser,
alt hvad jeg siger, se, det sker,
fred være med eder alle! 

Aldrig dog glemmes mer i Nord
kirken af levende stene,
dem, som i kraften af Guds ord
troen og dåben forene! 
Selv bygger Ånden kirke bedst,
trænger så lidt til drot som præst,
ordet kun helliger huset!