Nu falmer skoven trindt om land
og fuglestemmen daler
alt flygted storken over strand
ham følger viltre svaler.

Hvor marken bølged nys som guld
med aks og vipper bolde
dér ser man nu kun sorten muld
og stubbene de golde.

Men i vor lade, på vor lo
dér har vi nu Guds gave
dér virksomhed og velstand gro
i tøndemål af traver.

Og han, som vokse lod på jord
de gyldne aks og vipper
han bliver hos os med sit ord
det ord, som aldrig glipper.

Ham takkke alle vi med sang
for alt, hvad han har givet:
for hvad han vokse lod i vang,
for ordet og for livet.

Da over os det hele år
sin fred han lyser gerne
og efter vinter kommer vår
med sommer, korn og kerne.

Og når til sidst på Herrens bud
vort timeglas udrinder
en evig sommer hos vor Gud
i Paradis vi finder.

Da høste vi, som fugle nu
der ikke så' og pløje
da kommer aldrig mer i hu
vil jordens strid og møje.

For høsten her og høsten hst
vor Gud ske tak og ære
som ved Vorherre Jesus Krist
vor Fader ville være.

Hans ånd, som alting kan og véd
os i de korte dage
med tro og håb og kærlighed
til Paradis ledsage.