Skyerne gråne og løvet falder
fuglene synger ej mer
vinteren truer og natten kalder
blomsterne sukke: det sner!

Og dog bære blus vi med glæde.

Vinteren kommer, og sneen falder
blomsterne visne i muld
isen optøs ej af gråd for Balder
tårerne stivne i kuld.

Solhvervet kommer, og bladet vendes
dagene længes på ny
solskinnet vokser, og vintren endes
lærkerne synge i sky.

Årene skifter af gru for ælde
skjaldne give dem ret,
fuglene alle hvert år må fælde
ellers de fløj ej så let.

Fuglene flyve som vind på vinger
let over vildene hav,
skjaldene flyve, som rimet klinger,
glat over slægternes grav.

Hjerterne vakle, når højt de banke
drages til fuglenes spor,
lyset dog sejrer, den mørke tanke
flygtende synker i jord.

Salmerne klinge, og klokker kime
spotte med sneen ved jul
vinteren må sig med våren rime
smelte for solen i skjul.

Troende hjerter i vinterløbet
føde den liflige vår,
trykke den til sig i barnesvøbet
med et lyksaligt nytår!

Betlehems-barnet i krybberummet
det er den evige vår,
troende hjerter det har fornummet:
Jul gør lyksaligt nytår.

Og dog bære blus vi med glæde.