Hvad er det, min Marie!
som gør det, at vi to,
vi tale eller tie,
på færde og i ro,
os føle viet sammen,
som kirken og dens amen,
som præst og menighed,
som præst og menighed!

Det er, at vi vil være
hinanden som vi er,
det er, at vi kan bære
hinanden som vi er,
det er, at vore munde,
vi våge eller blunde,
dog mødes i et kys,
dog mødes i et kys!

Kun på en egen måde
er vi i grunden ét,
vort liv var os en gåde,
til vi opdaged' det.
Men nu har vi opdaget,
i hjerte-favnetaget
vort liv er fælles lyst,
vort liv er fælles lyst!

Nu er det kun en gåde
for os at tænke på,
hvordan vi af Guds nåde
kan evig leve så.
Thi uden ny og næde
kun varer liv og glæde,
al synd og død til trods,
al synd og død til trods!

Derfor vi os forbinder
i tro og kærlighed,
med dødens overvinder,
som daled' til os ned,
som til Gud Faders ære
vil støvet klart hjembære
i Åndens favnetag.