Velkommen i den grønne lund,
hvor fuglene de sjunge! 
det høres skal: den danske mund
til sang har og en tunge. 

Vi har det godt i grunden her,
såvel som vore fædre,
vil Gud, den dag tør være nær,
vi får det end lidt bedre. 

Vor konge er vor fuldtro ven,
som guld hans ord må skattes:
"Kom hid, I gode danemænd,
og sig os, hvad I fattes!" 

Kan munden vi få ret på gang
til andet end at spise,
hverandet barn i Danevang
forstår halvkvæden vise. 

For, hvad vi fattes først og sidst,
til lykke ej så ganske,
men lidt dog både her og hist,
det er det ægte danske. 

Derom sang nys en lille fugl
i syd på Skamlingsbanke,
og synd det var at lægge skjul
på hele folkets tanke. 

Vi føre løver i vort skjold
af hjerter tæt omsatte,
dem førte vi fra hedenold
og ingen abekatte. 

Hver fugl må synge med sit næb,
og livet, kan vi skønne,
var uden sang kun slid og slæb. 
Velkommen i det grønne!