Fo' ajle di små blomster dæ' dov æ' te' i år,
å fovle, de æ' ette te' å se'e,
så fin å frisk å faver som bø'eskovi står,
dæ'te hàr je' ajler før set le'e;
o hvo' jé ve'er ø'et hen, jé ser så sære tej,
de løvter så fo'u'erle' her e'e i mit sej.
Je mærker i år,
i Danmark æ' de' vår, -
de løvter så fo'u'erle' her e'e i mit sej;
naturen æ' fo'a're, e'er je' ha' vårren blej.

Om mo'eni da flø'er di fovle u' me' saj,
som om di fo' nattero vil' takke;
å går je' ner ve' bækki en avtenstun' igaj,
da æ' de', som bøllerne ku' snakke,
så hvisker de' så sælsom' i ellekrattets løv,
hver lille blomst hun nikker mildt o se'er te mej "tøv".
Je mærker i år,
i Danmark æ' de' vår, -
hver lille blomst hun nikker mildt o se'er te mej "tøv".
naturen æ' fo'a're, e'er je' ha' vårren døv.

Å folkets lyv æ' heller knap, som de' plejer von,
de' sky'er blomst i mannen simpel hytte;
å vil I I bare vente inå et lille ko'n,
så bliver bo'i là'ets bedste støtte.
Di gamle folkeviser, dæ' ha' lydt ve' kamp å lej,
de' æ' som fovletoner, je' ka' høre på mi' vej.
Je mærker i år,
i Danmark æ' de' vår, -
de' æ' som fovletoner, je' ka' høre på mi' vej;
de hele æ' fo'a're, e'er å a' de' æ' mej.