O, stjerne, hav tak, vor ledende ven
imellem de vildsomme veje! 
Alt hytten vi se, nu kende vi den,
lyksalighed monne vi eje. 
Med glæde vi træde her ind i det fattige hus,
med glæde vi træde her ind i det fattige hus. 

Vi komme så fjernt, vi konger tre,
alt fra de østlige lande,
men aldrig så snart fik vi stjernen at se
på nattens himmel at stande,
vi glade forlade vor skinnende kongeborg,
vi glade forlade vor skinnende kongeborg. 

Thi perler og guld har Østerland,
klenodier have vi hjemme,
men perler og guld ej lignes kan
med det, som hytten mon gemme. 
Af alle vi kalde dog denne den herligste skat,
af alle vi kalde dog denne den herligste skat,

Og denne skat, som I vel forstår,
det er barn Jesus den lille,
han fødes endnu hvert evige år
for dem, som elske ham ville,
som trolig sin bolig indvier den hellige jul,
som trolig sin bolig indvier den hellige jul. 

Så sige vi eder nu farvel,
vor frelser ville vi prise,
se, stjernen skinner så klart i kvæld,
og vejen vil den os vise. 
Hil være i ære den konge for himmel og jord! 
Hil være i ære den konge for himmel og jord!