Slumrer sødt i Slesvigs jord! 
dyrekøbt den blev ved eder,
sommeren sit blomsterflor
over eders grave breder! 
Mindet flyver som en fugl
hen til Slesvigs grønne vange,
synger dér fra gravens skjul
ensomt sine simple sange,
ensomt sine simple sange. 

Ensomt - thi de brustne blik
ingen kærlig hånd har lukket,
ingen ven jert håndtryk fik,
ingen hørte afskedssukket. 
Men for Danmark sukket lød,
for dets fremtid, for dets lykke,
hvil da sødt i jordens skød,
hvil da sødt i gravens skygge,
hvil da sødt i gravens skygge! 

Mindets fugl nu søge vil
tit til eder hen, I kære! 
I, som med begejstrings ild
stred og faldt for Danmarks ære! 
Ser da lønnen for jert mod:
Slesvigs land er atter vundet! 
blodet binder, - med jert blod
har I det for evig bundet,
har I det for evig bundet! 

Skøn er døden, som I fik,
ingen skønnere der findes,
derfor vil med våde blik
heller ej vi eder mindes;
men hvor danske hjerter slå,
og hvor danske toner klinge,
skal med stolthed store, små
fædrelandets tak jer bringe,
fædrelandets tak jer bringe!