Vi fik ej under tidernes tryk
et bøjet mod, en ludende ryg,
vor kamp, vort kald, hvad bære vi kan,
end ligger gemt under synskredsens rand. 
End vor røst er uden magt
og vor dåd uden hjem,
og om os er alting sagt
med det ord: vi vil frem! 
Fremad efter livets kranse! 
tid vi har ej til at standse. 

Vi véd, der end må fares i mag,
vi gå som mod en gryende dag,
men famle ej i mulmet omkring
og skal ej hildes i tågernes ring. 
Har vi langt endnu til havn,
der er vind i vort sejl,
der er lysning for vor stavn,
at vi ej løbe fejl. 
Trøstig fremad! tændt er fyret,
vej kender han, som har styret. 

Kun fod for fod vi se, hvor vi gå,
men véd dog godt, hvorhen vi skal nå:
til dybt i barm at ha' vort kompas
og ej blot finde, men fylde vor plads. 
Ja, vor gang må blive fast, -
vi er fribårnes æt, -
og vor higen må få hast,
og vor fod blive let,
øjet opladt, hånden øvet,
tanken på flugt over støvet. 

Vi høre, hvor det kalder os frem,
vort gamle, sjunkne fædrenehjem,
det tappert bød årtusinder trods,
men har nu hele sit håb sat til os. 
Vi skal rense det for støv,
vogte tro, hvad som du'r,
vi skal slynge vårens løv
om dets vejrslagne mur, -
Danmark, uden læ af bjerge,
vi vil dig styrke og værge. 

En ensom vandring ej står os an,
vi flokkes fluks, hvor mødes vi kan,
vort mod til farten da bliver frit,
og det går frem, når vi kønt holde trit. 
Ja, da trave vi med sang
over sten, over stok,
vejen bliver aldrig lang
for den sluttede flok. 
Slut da sammen! kort er glæden,
snart skal vi spredt ud i kæden. 

Ja, snart det sker, at vi skal af sted,
og alle våben må vi ha' med,
de slibes alt og skærpes så småt,
og vi vil lære at føre dem godt. 
Lære ret at gøre lyst,
hvor vi sætte vor fod,
og igennem livets dyst
bære ungdommens mod. 
Dagens møje, kampens lue
aldrig i os skal det kue!