Lyksalig, lyksalig, hver sjæl, som har fred! 
dog ingen kender dagen, før solen går ned. 

God morgen! God morgen! sang fuglen på kvist,
tit så den aftensolen bag fængselets rist. 

Tit dufted, tit nikked småblomster ved gry,
før aften lå de knust under haglvejrets sky. 

Tit leged småbarnet i morgensol rød,
ved kvæld det lå på lejet så stille og død. 

På jorden ej lever så salig en sjæl,
jo lykken kan omskiftes fra morgen til kvæld. 

Lyksalig dog sjælen, som kender Guds fred,
skønt ingen kender dagen, før solen går ned! 

God morgen! vi sjunge med fuglen helt fro,
skal selv i mørke fængsel til natten vi bo. 

Guds børn kan sig glæde som blomster ved gry,
skal selv de ligge knust under aftenens sky. 

Som barn kan jeg frydes i morgensol rød,
om også jeg før aften er stille og død. 

Guds fred og god aften! vi sjunge ved kvæld:
Vorherre selv bevare hver flygtende sjæl. 

Lyksalig, lyksalig, hver sjæl, som har fred! 
Guds fred er sjæle-solen, som aldrig går ned.