Vift stolt på Kodans bølge
blodrøde Dannebrog! 
Din glans ej nat skal dølge,
ej lynet dig nedslog. 
Du over helte svæved,
som sang i dødens favn,
dit lyse kors har hævet
til himlen Danmarks navn. 

Fra himlen er du faldet,
du Danmarks helligdom! 
Did har du kæmper kaldet,
som verden leder om. 
Så længe rygtet svinger
sig over land og sø,
mens Nordens harpe klinger,
din ros skal ej uddø. 

Sus højt i kampens bulder
om Juel, din kæmpe bold! 
Når tordnen om dig ruller,
du sjunge: Tordenskjold! 
Og flyver du mod himlen
i stolte luers favn,
da nævn for stjernevrimlen
din høje Hvidtfeldts navn! 

Hver gang en stjerne funkler,
en helt du nævne kan,
men ingen, som fordunkler
din store Kristian. 
På lysets kyst han stander
i sejersklædebon,
hver gang en kæmpe lander
hos Rud og Absalon. 

Med palmen Kristjan vinker,
når, Dannebrog, han ser
dit hvide kors, som blinker
i kampens flammeskær,
Vift højt for alle vinde,
kald dine sønner frem! 
mens havets bølger rinde,
din glans omstråle dem! 

Vaj stolt ved Danmarks strande! 
Vaj stout ved indisk kyst! 
Og ved barbarens lande
lyt stolt til bølgens røst! 
den toner om din hæder,
om dine kæmpers pris,
og heltene det glæder
i deres paradis. 

Se dem, du har tilbage,
de blusse ved dit navn,
vil for din hæder drage
med lyst i dødens favn,
uplettet skal du svinge
dig over verdens sø,
til Nordens brynjer springe,
og Danmarks hjerter dø!