Der sang en fager fugl, og jeg lyttede dertil,
   rid sagte gennem lunden, allerkæreste min,
den sang de bedste sange, jeg gerne mindes vil,
   men dig ser jeg aldrig igen, aldrig igen!

Det faldt på mit hjerte, det frydefulde kvad,
   rid sagte gennem lunden, allerkæreste min,
som duggen falder sagte på røde rosenblad,
   men dig ser jeg aldrig igen, aldrig igen!

Dog fugl og roser skiller en sildig stund i høst,
   rid sagte gennem lunden, allerkæreste min,
min skat går imod vest, og jeg selv går imod øst,
   for dig ser jeg aldrig igen, aldrig igen!


Jeg selv går imod øst, og min skat går imod vest,
   rid sagte gennem lunden, allerkæreste min,
for sidste gang jeg leder ved tøjlen din hest,
   men dig ser jeg aldrig igen, aldrig igen!

De store træ'r i lunden tilbage tavse stå,
   rid sagte gennem lunden, allerkæreste min,
de tænker på den sommer, da sammen de os så,
   men dig ser jeg aldrig igen, aldrig igen!