Når vinteren rinder i grøft og i grav
og rugens krøllede blade
sig ranker i solen, som spejles i hav
jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf
min hakke, min skovl og min spade.

Jeg hvæsser på stenen den rustnede æg
og retter den bøjede plade
så springer jeg uden for mur og for væg
hvor marken har klumper og mosen har klæg
med min hakke, min skovl og min spade.

Jeg lytter til vårens syngende kor,
til lærken, den jublende glade,
vi kender hinanden fra somren ifjor,
den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord
med min hakke, min skovl og min spade.

Når solen går ned i et luende bål
bag lynghedens vidtstrakte flade,
jeg retter min ryg og jeg skimter et mål
da blåner og blinker det blanktslidte stål
i min hakke, min skovl og min spade.