Der er en brønd, som rinder og risler nat og dag,
og over den sig hvælver et lindetræ som tag,
og brænder solen, spiller der lys i løv somguld,
men kommer natten, hæver sig månen underfuld.

Min barndoms sommermåne, min drømmeungdomsven,
så ser jeg dig funkle bag løvet igen,
så ser jeg mildt dig dække med solv det hvide land
og hører i det fjerne en ensom hund slå an.

Der er en brønd, som rinder og risler nat og dag,
den risler lutter minder om dybe hjerteslag.
Og lytter du i natten ved måneskin dertil,
da må du bittert græde for, hvad ej mer er til.