Milde Søvn, du store Moder,
Ved hvis Bryst vi Hvile finder,
Som ved store, stille Floder,
Der i Fred og Mørke rinder.

Milde Søvn, du fromme Moder!

Dagen lang mod dig vi stunder,
Blide Hjem, hvortil vi stræber.
Salig er den Mand, som blunder,
Som har lukket sine Læber.

Salig er den Mand, som blunder!

En Kval - en Tynge... Ve mig - er jeg vaagen?
Jeg trues, jages... Bag mig følger Nogen,
Jeg veed ej hvem - jeg veed ej Vejen frem -

Ak, mørke Huler hænger lavt og haardt
Ned over mig... Jeg vilde gjerne bort -
Men jeg er fangen, bunden - Foden glipper.
Ak, skal jeg dø blandt disse skumle Klipper?

Vand siver ned - det drypper tungt i Dybet,
Jeg snubler, styrter, glider ud paa Krybet.
Er jeg en Levende paa Gravens Bunde,
Og skal i denne Grav jeg gaa til Grunde?

Hjælp mig! Jeg kvæles!
Ein Dødsangst vil knuse mig!
Jeg synker! Jeg synker!
Almægtige, o frels mig! Jeg dør!

Drømme svinder, Syner falme,
Blændværk blegner hen.

Fromme Søvn, vor milde Moder,
Giv mig atter Fred og Hvil;
Lad mig ved dit Hjerte finde
Nye Krætter, nye Smil.
Søvn, vor Moder, Søvn, vor Søster,
Med det milde Glemsels Bæger,
Hil dig, du, som lindrer, kvæger,
Du, som trøster!
Dagen lang mod dig vi stunder,
Blide Hjem, hvortil vi stræber.
Salig er den Mand, som blunder,
Som har lukket sine Læber.

Salig er den Mand, som blunder,
Salig, salig!