Eja, hvor man nu tumler med sønderjydens land,
vildtysken han raser, så meget som han kan. 
Alt dansk skal lægges øde og kvæles i sin rod,
ej mer må der kvædes om gamle Danebod. 

Med spydsod man flytter nu grænseskel og ret,
det sorte bliver hvidt, og det gode bliver slet! 
Med ed og tro man leger som var den tyske Gud
ej længere den samme, der gav det andet bud. 

I åg spændes bonden, og tvinges skal han til
at lade som han ynder det grufulde spil. 
Han sprog og sind skal skifte, alt som man skifter kjol,
og brat i knæ han synke skal for den tyske sol. 

Men se, om han gør det, om Danerigets jord
ej bliver hans hjem og hans blik vendt mod nord. 
Se, om han nakken bøjer for ågets jern og bast,
om hånden ikke holder om Danebroge fast? 

Nej, tryk du kun, tysker, så meget som du kan,
den sønderjyske bonde skal nok holde stand! 
Den sønderjyske bonde ej skifter sind og lød,
nej, dansk blir hans hjerte, hans fane hvid og rød! 

Og midt under tyskernes brasken og slag
ser frejdig han frem mod den kommende dag. 
Med hånd over øjet han spejder imod pol,
hvor nordstjernen lyser, der venter han sin sol. 

Og vist skal den komme, giv tid kun og tål,
alt længe fyldt til randen er urettens mål! 
Snart natten skal bortskride, og morgenen skal gry,
og gamle Danmarks rige, det fødes skal på ny.