Den store hvide flok vi se
som tusind bjerge fuld' af sne,
med skov omkring
af palmesving,
for tronen, - hvo er de? 
Det er den helteskare, som
af hin den store trængsel kom
og har sig to't
i Lammets blod
til Himlens helligdom! 
Der holde de nu kirkegang
med uophørlig jubelklang
i høje kor,
hvor Gud han bor
blandt alle engles sang. 

Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt
for tronen stå
med kroner på,
i Himlens præstedragt! 
Sandt er det, i så mangen nød
tit tårestrøm på kinder flød,
men Gud har dem,
straks de kom hjem,
aftørret på sit skød. 
Nu holde de og har til bedst'
hos ham en evig løvsalsfest,
og Lammet selv,
ved livets elv,
er både vært og gæst. 

Til lykke, kæmpesamling, ja,
o, tusind fold til lykke da,
at du var her
så tro især
og slap så vel herfra! 
Du har foragtet verdens trøst,
så lev nu evig vel, og høst,
hvad du har så't
med suk og gråd,
i tusind engles lyst! 
Ophøj din røst, slå palmetakt
og sjung af himmelkraft og magt:
Pris være dig
evindelig,
vor Gud og Lammet, sagt!