Jeg gik mig ud, da Sol oprandt —
mit Hjerte synger af Glæde.
Vær hilset min Morgen, min nyfødte Dag,
med Sol over bristende Væde!

Vær hilset Skønjomfru, som stiger af Bad,
mens Fuglene frydelig sjunge!
Alle mine Sanser og hele min Sjæl,
de bliver saa lystelig unge.

Alle mine Sanser, de vider sig ud
og bliver saa friske og sunde.
Din Renhed, din Skønhed, dugdrivende Dag,
de drikker med tørstige Munde.

Jeg drikker den lifligste Sjælerus
i Morgenens Jomfruaande.
Min Sjæl, den bliver saa karsk og lys
og glemmer hver jordisk Vaande.

Jeg kender dig vel, livsalige Dag!
Ak, skulde jeg ikke dig kende?
Du er jo min unge, vaagnende Brud — —
for nylig jeg kyssede hende.

Jeg kyssede hende paa Pande og Kind,
da aabned hun Øjet og smilte.
Vort Kammer fyldtes af Morgensol,
blandt rødmende Liljer hun hvilte.

Vær hilset min Morgen, min nyfødte Dag,
som stiger af Bølgernes Væde!
Jeg bader min Sjæl i dit Renhedsvæld
og Sanserne synger af Glæde.