Naar Bølgen langsomt vugger
Sig mod den grønne Strand;
Naar Solens Ansigt dukker
Ned bag det fjerne Land;
Naar gjennem Lunden bæver
Den lune Aftenvind, -- 
Er det min Aand, der svæver
Og kysser paa din Kind.
 
Hvad Kildens Vover spille,
Er som min Stemmes Klang;
I Morgenlærkens Trille
Du ane skal min Sang;
Fra Caprifoliens Ranke,
Der aander sød og varm,
Ømtsmigrende min Tanke
Sig trænger til din Barm.
 
Den Orm, som Foden træder,
Besjælede jeg nys;
Den Frugt, din Læbe væder,
Er smeltet ved mit Kys;
Den Bi, der om dig surrer,
Bær Sødme fra mit Bryst;
Skovduen hist, som kurrer,
Har lært det af min Røst.
 
Thi det mig mon forlene
Den Gud, som mig har kaldt,
I Løndom at forene
Mig med Naturens Alt.
Hvorhen dit Blik du skikker,
Et Vink du fra mig faaer, --
Og du er aldrig sikker,
Ihvor du gaaer og staaer!