At tuske og tinge, at prutte paa Købet
Og lade sin frifødte Sjæl gaa i Løbet,
At være Filister og kalde sig kras,
At hugge ved List sig sin Formands Plads...
Aa, fy for en Tid! Og fy for dens Mænd!
Kom, bring mig en Hest og et Jærnkyrads!
 
I Køllert af Læder, med Kaarde ved Lænd,
I Spidsen for hundred jærnklædte Mænd!
I Sadlen og saa gennem Gaden ned,
At hugge sig frem i sit Ansigts Sved!
 
Herligt at hugge -- om end det går galt!
Livet maa blive fra nyt af brutalt:
Sandhed -- om saa den skal døbes med Blod!
Hensynsløs Ærlighed -- hensynsløs Mod!
 
Og ligger jeg hugget til Plukfisk paa Gaden,
Jeg slæber mig saaret ved Nat gennem Staden,
Jeg slæber mig frem for min Elskedes Dør;
Mine gabende Vunder de gi'r mig Gehør.
 
Lad tuske, lad tinge, lad prutte paa Købet!
Min Sjæl har jeg vundet, mit Liv gik i Løbet;
Sandheden sejrede -- Sandhed er kras:
I din snehvide Seng skal den rede mig Plads!
Jeg er en af de hundred jærnklædte Mænd,
Han dør hos sin Brud -- i et brustent Kyrads!