Orkanen lig,
Jeg over Søen jog og vælted Bølgerne,
De vildeste, fra Dybets fjerne Afgrund,
Og sprøited imod Stjernen Skummets Perler,
Mens Skibet som en Fjer paa Havet drev;
Og Folket satte Haabet kun til Seilet,
Thi fjernt i Horizonten Havnen laa.
Da sønderrev jeg Seilet - overbord,
Som splittet af et Lyn, det gik med Masten,
Og hvide Bølger over Dækket rulled.
Til Aarerne nu Alle greb, men Søen
Hver Aare knuste som det lette Rør,
Og ud de kastede det sidste Anker;
Men Ankertouget brast - og Rædsel greb
Paa Skibet hver en Sjæl, og blege stod de,
Og skjælvende de styrted ned paa Dækket,
Mens Rummets Hvælving fyldets meer og meer,
Thi gjennem Plankerne brød Havets Vande.
Da blev det stille paa det store Hav,
Og hver en Luftning taug, mens op til Stavnen,
Det Høieste af Skibet, Alle styrted;
Men kun den halve Flok fandt Rum paa denne,
Den halve sprængtes overbord i Bølgen.
I Taushed nu de stod og vented Døden,
Thi Skibet langsomt sank, og Vandet steg
Til Knæet alt - til Hoften og til Brystet,
Og Alle faldt omkuld. Kun een Mand stod
Endnu paa Randen af den brede Stavn,
Den høieste han var og Skibets Fører.
Han holdt sin unge Søn paa Skuldren af sig,
Og bleg som Marmor Drengen sad, og knuged
Den spæde Haand om Panden paa sin Fader,
Hvis kolde Læber Vandet alt berørte.
Da greb han Drengen med de stærke Hænder
Og løfted ham fra Skuldren høit iveiret,
Mens Bølgen dækkede hans eget Hoved.
Saa stod han eet Minut - og Alt var stille,
Thi Skrækken havde Drengens Øie lukket.
Endnu han stod - da sank den ene Arm,
Den andern sank - og intet Liv var mere;
Men taus sad Døden paa de tause Vande.