CHORUS
Frem af Naturens Moderskjød 
Lod Gud en Rose stige, 
Hvis Smiil er blidt, hvis Duft er sød 
For Arme som for Rige. 

Den åbner sig i Vårens Dage, 
I Manddomsår den blomstrer skjøn, 
Den mildner trættet Oldings Klage, 
Er her og hisset &Aelig;dles Løn.

Der, hvor den grönnes, Förstens Øje 
Er lukt for Tronens Bitterhed; 
Og Slaven mindes ej sin Møje 
Ved Synet af dens Herlighed. 
Og Venskab blev den Roses Navn! 
(CHORUS)

Den Krigers Hjelm i Kampen pryder; 
Han slåer med Lyst for Fædreland. 
Fra mørke Fængsel Jubel lyder, 
Naar der den groer hos fangne Mand. 

Dens Billede på Pigens Kinder 
Er Bidnet om uplettet Dyd; 
Og, når den skjønne Rødem svinder, 
Forsvinder og den stille Fryd.
Og Uskyld blev den Roses Navn! 
(CHORUS) 

Eens grönnes den, når Våren kalder, 
Når Strået skyder Axet frem, 
I tause Lund når Løvet falder, 
I sneetakt Hyttes Vinterhjem. 

Selv der, hvor evig Vinter throner, 
Udbreder den sit Purpurs Glands 
Og krandser, fulgt af Fløjtens Toner, 
de vilde Mænd i muntre Dands 
Og Glæde blev den Roses Navn! 
(CHORUS) 

En fælleds Krands I Søstre her 
Af Uskyldsroser binde! 
I dagligt Hjem, ved Højtidsfærd 
Den Eders Barm omvinde!  

En fælleds Krands I Brødre her 
Af Venskabsroser binde! 
I dagligt Hjem, ved Højtidsfærd 
Den Eders Barm omvinde!  

FINAL CHORUS   
Og da den fælleds Krands vi her 
Af Glædens Roser binde! 
I dagligt Hjem, ved Højtidsfærd 
Den huld vor Kreds omvinde!