Før var jeg så fro,
jeg spøgte, sang og støid og loe,
foer om paa Ager og Enge.

Og hvor jeg kom hen, Der fandt jeg en Ven,
Thi jeg havde jo hver saa inderlig kjær, og saa lige kjær.
Men det vared ikke ret længe.

Endnu er jeg Fro, langt meer end i Fjor,
Da jeg støid og loe,
Men nu kan jeg dog længer ei støie.

Jeg Gilderne skyer, til Lunden jeg tyer,
Hvor Blomsterne groe, der søger jeg Ro,
Og der er jeg fro skøndt en Taare mig staar i mit Øie.

Da Hanna jeg saa I aar til Confirmation at gaae;
Ak den Dag jeg vist aldrig skal glemme!
For Præsten hun stod, saa yndig og god, 
og læste saa klog af sin Lærebog,
Og af Biblens Sprog, med den søde, den dejlige stemme.

Og da hun nu fik Velsigned, ak, da henflød hendes blik i Taarer,
Saa hellige klare.

Hun luved sin Gud, at holde hans Bud
med  bævende Røst og med Himmelsk Trøst.
Da nedsmilte den Engleskare.

Dan banked min Barm, Den aldrig har svulmet så høi og varm.
Da var Hanna min eneste Glæde.
Jeg skyndte mig om,
Men hvor jeg end kom, Hvorhen jeg mon gaae i mørkeste Vraa,
I hvorhen jeg saa, var min Hanna bestandig tilstede.

I Lunden engang, Jeg hørte hun højt mellem blomsterne sang,
Did hen fløj jeg på kærligheds vinge.
Jeg for hende stod, saa rød som et blot. Hun Smilte saa mild,
Min barm var som ild, og den slog saa vild.
Ei et ord jeg kunde frembringe.

Og dog er hun min! Hun selv har segt: Jeg er evig din!
Hun har blusset af Kjærlingheds Varme.
Her tæt ved mit bryst. O Salige Lyst!
Gud hvor hun er god! Gjør ingen imod!
Og jeg gier mit Blod, for at dø i de sneehvide Arme.

Og ofte jeg staaer, Om Aftenen hist på vor Kirkegaard.
Ak! da har jeg saa sorgfulde Tanker.
Da tænker jeg paa, hvis Hanna her laa?
Da vakler min Fod, 
da isner mit blod og mit hjerte forfærdeligt banker.