Med tusinde lyse Blade 
blir Bjerken en Vaardag til, 
den gladeste af de Glade, 
til Bækkenes Fløitespil.
    Hvert Hvisk af de lune Vinde -- 
    hun synger det ut met il, 
    hvert flytgige Streif om Tinde --
    hun fanger det ind met Smil.

Men larmer i Naetter lange 
vel  Høsten i Li og Lund, 
da svinder de glade Sange 
og Smilet om Bjerkens Mund.
    Og alle de gyldne Blade
    de feier som Fnug afsted,
    den Gladeste af de Glade 
    hun dør med den første Sne.

                           *
Alt under de hvasse Naale 
har Granen saa dybt et Sind, 
hun slipper ei Solens Straale,
ei Vinden saa villig ind.
    Men hvad hun et Fristed skjænker, 
    det huser hun Dagen lang, 
    og hvad hun i Løndom tænker, 
    det suser som Orgelsang. 

Se derfor, naar Høsten kommer 
og stænger hver Farvei af, 
derinde er endnu Sommer 
og Lysning af Sol endda. 
    Ja Vinteren kan ei knække 
    det dæmpede Orgeldøn, 
    og under det hvide Dække 
    staar Sangeren lige grøn.

 Ja, tindrer fra Himmelsalen 
de Stjerner ved Julenat, 
da vækker med Magt Koralen 
det krøkede, frosne Krat. 
    Da fanger hun Lys fraoven 
    og Frugter i dybest Næ, --
    det deiligste Træ i Skoven,
    det fødes i Vintrens Ve. --

                          *
Vist bøier jeg Knæ for hende, 
for Bjerken i Brudekrans, 
vist vilde mit Blus jeg tænde 
med Jubel ved Sankte Hans, 
    vist vilde som hun jeg brede 
    mod Solen hvert vaarfødt Blad 
    og gribe hver lyslet Glæde 
    og synge den ud i Kvad. 

Naar blot jeg som Granen vidste 
derinde et stille Skjul, 
hvor Sommeren kunde friste 
sit lønlige Liv til Jul,
    hvor Solen end turde huse, 
    naar Dæmringens Lys var slukt, 
    og Orgelet endnu bruse,
    naar Sommerens Hal var lukt. 

Naar blot i den tunge Time,
i Dødens det dybe Næ, 
jeg hørte de Klokker kime 
til Helg over Is og Sne 
    og fanged som du fraoven 
    en Straale fra Livets Gud, 
    du deiligste Træ i Skoven, 
    naar Øinenes Lys gik ud.