Sanger , opus 14

Ikke janitscharmusik!
Stille, I marschtunge rythmer!
Stille, for fan, musikanter!

Tscherkesserinderne, tscherkesserinderne,
lad dem blot komme!
Ind skal de danse på spæde små fødder
til dæmpet musik
fra fjerne guitarer.
Surrende, kurrende, kjælende toner,
smilende, hvilende, hviskende toner,
sanselig søde:
Fandango!

Dysterrødt skjær om den lyslette dans,
skinnende langslør som sølvskyer stryge,
bølgende arme sig slynge så myge
i dans!
Et rødt lidet øre, en hvid liden finger
og fødder, som lydløse, lynrappe tripper
i sobelskinsdækkenets silkehår sorte. -
Og rislende ringlen fra smykker og stene.
Og kinder. Og øine.
Fandango!

Zerlina, min terne, din hals er så sød,
dit øie så sort,
men dit øie er vådt, Zerlina.

Zerlina, min terne, din læbe er rød,
din kind er så rund,
men din kind er så bleg, Zerlina.

Zerlina, min terne, din hud er så blød,
din mund er så frisk.
Men - hvi bæver din mund, Zerlina?

"Ak, herre, det lider mod høstens tid
og Persiens roser, de falder.
Og duggen græder på nellikens mund,
og løvet visner, o herre."

Zerlina, min terne, hav tak for din dans
og dit ord. _ Lad mig ene.

Det visner. Det visner,
det visner, det visner,
verden, den visner, og roser og kvinder,
mit legem og alle de skjælvende nerver
visner

Og tiden, den sniger sig langsomt forbi mig,
og timerne vandrer at grave min grav.
Jeg tør ikke tænke - jeg tør ikke leve.
Tør ikke dø!

Og i denne dødens den natdybe stilhed
risler som endeløs heilo-sang:

Det visner, det visner,
det visn....
Musik, musik, janitscharmusik,
den store kinesiske tromme! 

Gyldenlak, før Du din Glands har tabt,
da er jeg Det hvoraf Alt er skabt;
ja før Du mister din Krones Guld,
da er jeg Muld.

Idet jeg raaber: med Vindvet op!
mit sidste Blik faar din Gyldentop.
Min Sjel dig kysser, idet forbi
den flyver fri.

Togange jeg kysser din søde Mund.
Dit er det første med Rettens Grund.
Det andet give du, Kjære husk,
min Rosenbusk!

Udsprungen faaer jeg den ei at see;
thi bring min Hilsen, naar det vil skee;
og siig, jeg ønsker, at paa min Grav
den blomstrer af.

Ja siig, jeg ønsker, at paa mit Bryst
den Rose laa, du fra mig har kyst;
og, Gyldenlak, vær i Dødens Huus
dens Brudeblus!

Møllens vinger stanser sin susen, 
aaen speiler nattens øie, 
blomsternes læber ydmygt beder, 
trærnes kroner hvisker, hvisker.

Presterne tænder de blege  kjerter 
nonnerne nynner de fromme bønner, 
børnene folder de spinkle hænder, 
svanerne skjuler sit næb under vingen.

Snart skal de sove, alle de trætte, 
hvile hodet mygt paa puden, 
glemme de graa, sørgmodige tanker, 
slumre, sove, drømme, sove.

Ude i blaaet svæver en kvinde, 
Herrens moder,  Maria , Maria
lukker sjælenes øine kjærlig, 
træder jordvuggens gjænger varlig.

En er en, og to er to -
vi hopper i vann,
vi triller i sand.
Sikk, sakk, vi drypper på tak,
tikk, takk, det regner i dag.
Regn, regn, regn, regn
øsende regn, pøsende regn,
regn, regn, regn, regn
deilig og vått, deilig og rått!
En er en og to er to -
vi hopper i vann,
vi triller i sand.
Sikk, sakk, vi drypper på tak,
tikk, takk, det regner i dag.

Her, hvor den græsrige Slette
Støder til Strandens Næs,
Vil jeg paa Brinken mig sætte,
Dybt i det bølgende Græs.

Efteraarstiden nu kommer;
Svalerne samle sig.
Nordiske, heldende Sommer,
O, hvor fortryller Du mig!

Snarlig Du Afsked vil tage;
Skoven er dunkelgrøn;
End Dine yndigste Dage
Fryder dog Sletternes Søn.

 ... 

Vinden fra Havet mig kjøler;
Medens jeg ungdomsfro
Sidder ved Stranden, jeg føler
Sjælens forklarede Ro.

Med tusinde lyse Blade 
blir Bjerken en Vaardag til, 
den gladeste af de Glade, 
til Bækkenes Fløitespil.
    Hvert Hvisk af de lune Vinde -- 
    hun synger det ut met il, 
    hvert flytgige Streif om Tinde --
    hun fanger det ind met Smil.

Men larmer i Naetter lange 
vel  Høsten i Li og Lund, 
da svinder de glade Sange 
og Smilet om Bjerkens Mund.
    Og alle de gyldne Blade
    de feier som Fnug afsted,
    den Gladeste af de Glade 
    hun dør med den første Sne.

                           *
Alt under de hvasse Naale 
har Granen saa dybt et Sind, 
hun slipper ei Solens Straale,
ei Vinden saa villig ind.
    Men hvad hun et Fristed skjænker, 
    det huser hun Dagen lang, 
    og hvad hun i Løndom tænker, 
    det suser som Orgelsang. 

Se derfor, naar Høsten kommer 
og stænger hver Farvei af, 
derinde er endnu Sommer 
og Lysning af Sol endda. 
    Ja Vinteren kan ei knække 
    det dæmpede Orgeldøn, 
    og under det hvide Dække 
    staar Sangeren lige grøn.

 ...