Som i en Sky indhyllet, —
Det er nu saa din Skik —
Du drukner, taus fortryllet
Din Tanke i mit Blik.

Dog mig din Taushed maler,
Hvad i dit Hjerte boer,
Meer klart end lange Taler,
Meer sødt end søde Ord.

Jeg kjender ganske nøie
Den Længsel i dit Bryst,
Der straaler fra dit Øie
Med dyb, urolig Lyst.

Som Fuglen eensom tier
Paa Tjørnens nøgne Green,
Af Somrens Melodier
Den røber ikke een; —

Men — den er fuld af Tanker,
Og den er meget luun;
Et Flamme-Hjerte banker
Bagved de bløde Duun; —

Saadan din Tanke fjæler
Sig bag din Tausheds Sky,
Og Blomster-Ordet dvæler,
Til det er Vaar paany.

O, giv den Stakkel Vinge,
Lad Skyen skilles ad,
Lad Ordets Due bringe
Min Sjæl et Rosenblad!