Jeg fandt en Trøst, da Byrden tungest laa,
mit vaade Blik et dejligt Billede saa;
jeg spurgte Gud, hvi bøjer Korset ned?
et svar jeg fik, det gav mig atter Fred.

Dit Kors, det er et Favntag jo saa ømt,
et Favntag, hvorom Verden ej har drømt;
det varsler om, du hviler i min Favn,
det vidner om, du vandt et Barnenavn.

Et Favntag, ja, nu skuer jeg det grant,
et Favntag Barnet hos sin Fader fandt;
naar han den spæde trykker til sin Barm,
da hviler Barnet i sin Faders Arm.

Da kan det ske, den stærke Kærlighed
omfavner fastere, end selv den ved,
og Barnet ømmer sig og græder smaat,
skønt Kærligheden mente det saa godt.

Ja, jeg er svag, derfor jeg fældte Graad,
da Korset saared med sin stærke Braad;
mit Kød gør ondt, men Aanden takker til,
at du, min Frelser, saa mig favne vil.

Saa vil jeg ligge rolig ved dit Bryst
og lulle Hjærtet ind ved denne Trøst,
du elsker mig, derfor du favner fast,
det er min Trøst, om end mit Hjærte brast.

Men jeg er svag, min Sjæl er syg og mat,
ræk Livets Roser mig i Smærtens Nat,
og skal mig Korset atter bøje ned,
lad mig dog føle, det er Kærlighed.