Salmer og Aandelige Sange, Halvhundred nye Melodier for Hjem, Kirke og Skole

"Ak, min Rose visner bort,
bliver baade bleg og sort!
Ak, mit Blomster stod
før som Mælk og Blod,
falmer nu fra Top til Rod!"

Saa' man før en Herres Brud
se saa ufornøjet ud?
Slet bestilt, at man
ikke bedre kan
skønne paa sin ædle Stand.

Læs en Gang det første Bud:
"Jeg er Herren, jeg din Gud!"
Lad det derved staa,
at jeg sørge maa,
din Sorg intet kan forslaa.

Har du da din Tro forgæ't?
Hvem har skabt dig, véd du det?
Han, din Skaber véd
ogsaa bedst Besked,
sørg du ej, men tro og bed!

Jesu Blod for dig udrandt,
og hans Aand du fik til Pant,
Himlen skal du naa,
tvivler du da paa,
dine Smuler her at faa?

Læs en Gang dit Fadervor!
"Fader", kend ham og derfor!
Derpaa alt beror,
at du ikkun tror
dette aller første Ord.

Ak, hvad Ære, Fryd og Haab
havde du vel af din Daab,
vidste du Besked
om den Herlighed,
dig i Pagten er bered?

Faar du ved Guds Alterfod
Jesu Legem, Jesu Blod,
den er Sten og Stok
i Guds Kirkeflok,
som ej deri finder nok.

Op med dit beklemte Sind,
kig kun i Guds Himle ind!
Hør hans Engles Sang,
se hans Helgens Rang,
dér skal du og staa en Gang!

Verden, Verden af dit Sind,
luk din Jesus ene ind!
Favn ham i din Tro,
lad ham i dig bo,
saa faar Sjælen nok sin Ro!

Alt paa den vilde Hede
der gik Marias Søn,
da mødte ham den lede,
som Morgenstjærnen skøn.

Er du Guds Søn, den rene,
og dog i Hungersnød,
da sig til disse Stene:
Bliv I til Hvedebrød!

Ham svared brat den milde:
Tal ej om Hungersnød!
Guds Mund er Livets Kilde,
Guds Ord er Livets Brød.

Er du Guds Søn, den bolde,
da styrt dig trøstig ud!
For dig jo bærer Skjolde
en Engleskare prud.

Vor Herre al Ting vidste,
han svared: hvor det gaar,
du skal din Gud ej friste,
det ogsaa skrevet staar.

Da hviskede den lede,
alt, hvad du ser, er mit,
men vil du mig tilbede,
velan, det alt er dit!

Nu fik han Svar i Vrede:
Fy, Satan, pak dig bort!
Kun Gud maa du tilbede,
det Bud er klart og kort.

Det var den gamle Slange,
som sov i Kains Barm,
han daarede saa mange,
men fik nu Spot og Harm.

Guds Engle Herren loved,
kom, lad os juble med!
Thi knust er Slangens Hoved
af Jesus, Kvindens Sæd!

Denne er Dagen, som Herren har gjort!
Den skal Hans Tjenere fryde,
Op Han i Dag lukked Himmerigs Port,
Saa skal hver Søndag det lyde;
Thi i dens hellige Timer
Herlig af Graven opstod Guds Ord,
Naadig fra Himlen Guds Aand nedfoer!
Veed I nu, hvorfor det kimer?
 
Frels da nu, Herre, giv Lykke og Held!
Værket i Dag er dit eget!
Lad Millioner Dig takke i Kveld,
For Du dem har vederkvæget!
Ja, lad dem prise med Glæde
Aanden, som taler og trøster frit,
Folket velsigner i Navnet dit,
Viser, din Fred er tilstæde!
 
Herre, vor Gud, ja besøg os i Glands,
Hvor i din Kirke vi mødes!
Tungerne binde dig Krands over Krands,
Alt som vort Hjerte opglødes!
Høitiden voxe med Dagen!
Paaske og Pindse udsprang af Juul,
Saa lad og Glæden af Tro i Skjul
Spørge forgæves om Magen!
 
Ja, lad saa virke dit Bad og dit Bord,
Med de indviede Tunger,
At det kan høres, din Aand og dit Ord
Er det, som taler og sjunger!
Lad os det føle og smage:
Aanden er bedre end Kiød og Blod,
Herren er liflig og eiegod,
Christne har kronede Dage! 

Den store hvide flok vi se
som tusind bjerge fuld' af sne,
med skov omkring
af palmesving,
for tronen, - hvo er de? 
Det er den helteskare, som
af hin den store trængsel kom
og har sig to't
i Lammets blod
til Himlens helligdom! 
Der holde de nu kirkegang
med uophørlig jubelklang
i høje kor,
hvor Gud han bor
blandt alle engles sang. 

Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt
for tronen stå
med kroner på,
i Himlens præstedragt! 
Sandt er det, i så mangen nød
tit tårestrøm på kinder flød,
men Gud har dem,
straks de kom hjem,
aftørret på sit skød. 
Nu holde de og har til bedst'
hos ham en evig løvsalsfest,
og Lammet selv,
ved livets elv,
er både vært og gæst. 

Til lykke, kæmpesamling, ja,
o, tusind fold til lykke da,
at du var her
så tro især
og slap så vel herfra! 
Du har foragtet verdens trøst,
så lev nu evig vel, og høst,
hvad du har så't
med suk og gråd,
i tusind engles lyst! 
Ophøj din røst, slå palmetakt
og sjung af himmelkraft og magt:
Pris være dig
evindelig,
vor Gud og Lammet, sagt!

Der er en Bøn paa Jorden,
som, bedet ret med Fynd,
kan dæmpe mer end Torden,
udsletter Skyld og Synd,
ja, drager ned Guds Rige
til os og vore Lige
med al dets Herlighed
Den Bøn har ene Hjemme
hos Guds enbaarne Søn,
som laane vil sin Stemme
til hele Adams Køn,
vil det med sig forene,
saa Gud faar Børn af Stene
og evig Pris af Støv.

Der er en Vej,
som Verden ikke kender,
den "Livets Vej",
som ej er gjort af Hænder,
en Løngangs-Sti,
hver Sten forbi,
til Livets Land med Glædens Kilder.

Sig aabne maa
de tykke, mørke Skove,
os bære maa
den skøre, falske Vove;
det høje Fjæld,
det skumle Hel,
kan Livets Vej for os ej spærre.

Just for de smaa
er Løngangs-Stien lavet,
til trygt at gaa
i Ørken og paa Havet,
paa Troens Grund
i allen Stund,
ved Midnatstid som midt paa Dagen.

Den Vej paa Jord
til Himlens høje Sale
sig sælsomt snor
igennem Skyggedale;
som solsprængt Sky
af Dagen ny
paa Herrens Vej er hver en Skygge.

Vel tornestrø't
er Stien somme Steder,
men rosenbødt,
som Sorgen er med Glæder;
af Jesu Røst
opvokser Trøst,
med Rosen læges Tornestikket.

Den Vej paa Jord
til Livets Land og Lykke
er Jesu Ord
med Straaleglimt i Skygge;
de strække sig
til Himmerig,
hvor de kom fra, hvor de har hjemme.

Med Jesu Aand
Guds Menighed af Naade,
vi Haand i Haand
paa kærlig Børne-Maade
gaa trøstig frem
til Lysets Hjem,
til Fader-Huset i det høje.

Alt som vi gaa,
vi dog af Gud oplæres
til at forstaa,
vi hæves og vi bæres
i Ledebaand
af Livets Aand
og af vor Faders Engleskare.

Det er et Under paa Verdens Ø:
Det største Træ har det mindste Frø,
det mindste Frø vokser højest op
med Fuglerede og Røst i Top.

Det Træ, som her rager mest i Sky,
det er Guds-Mennesket jo, det ny,
Guds-Mennesket-Frøet er Troens Ord,
af mindre Frø intet Træ opgror.

Det favre Træ har en herlig Top,
Guds Engle flyver der ned og op,
dem kalder vi Himlens Fuglehær,
thi ingen som de er Navnet værd.

Det favre Træ har en liflig Frugt,
med Druesmag og med Rosens Lugt,
den bærer for alle Frugter Pris,
det er Guldæblet fra Paradis.

Det Æble falder i Storm ej ned,
er Gemmefrugt i al Evighed,
og aldrig bides deraf saa hvast,
det vokser igen jo lige fast.

Ja, Saligheds Frugt paa Træt gror,
hvis Frø hernede er Troens Ord,
hvis Dug er Aanden, hvis Saft og Rod
er Herrens Legem og Herrens Blod.

Lad Verden kun spotte det lille Frø,
som spirer i Løn paa Verdens Ø!
Det Træ ikke trænger til Verdens Pris,
som bærer sin Frugt i Guds Paradis.

Det koster ej for megen Strid,
en himmelsindet Kristen-Sjæl at blive;
er vor Natur end ikke mild og blid,
naar den i Kristi Død sig hen skal give,
saa giver Gud den gudhengivne Aand
dog Overhaand.

Gør som et Barn og læg dig ned
i Jesu Skød og naadefulde Arme,
han skal dig, som sit Barn, med Kærlighed
da ved sit Frelserhjerte gennemvarme.
Mon det er svart, naar man er ham saa nær,
at faa ham kær?

Gud intet ondt dig gøre vil,
men al din Ve, den gør din egen Vilje;
byd Gud dit arme, bange Hjerte til,
han skal det snart med Trøst og Glæde stille,
giv Gud din Vilje, al din Vilje snart,
saa er det klart.

I Troen søg dit Hjertes Ro,
naar Trængsels Nat og Mørkhed dig vil dækko,
din Fader kan du altid sikkert tro,
lad dig kun ingen Vind og Fare skrække!
Ser surt det ud og mørkt i hver en Krog,
saa tro kun dog!

Saa skal dit Lys igen opgaa,
og Solen skinne efter Nattens Skygge,
hvad du har tro't, skal synlig for dig staa,
paa Gud du kan frimodig altid bygge!
En Kristen i en salig Tilstand staar,
ihvor det gaar.

Op, op min Aand i Haab og Tro,
saa sød en Gud dig fuldt at overgive!
Gak ind, min Sjæl, og nyd den søde Ro,
din Jesus skal din Trang saa let fordrive;
med al din Nød dig i hans Arme kast,
han holder fast!

Dig vil jeg elske, du min Styrke,
du giver Hjertet Fred og Trøst,
dig vil jeg ved min Gerning dyrke,
ved hver en Længsel i mit Bryst,
dig vil jeg elske, Frelser min!
O Jesus, kald mig din!

Dig vil jeg elske, du er Livet,
og fører mig paa Livets Vej,
dig vil jeg elske, du har givet
mig Lyset, det, som slukkes ej,
dig vil jeg elske, thi dit Blod
for mig du flyde lod.

Saa lang en Tid var du mig fremmed,
du, som dog først mig havde kær;
langt borte ledte jeg om Hjemmet,
som var med dig mig ganske nær,
thi Hjemmets Kærlighed og Fred
er der, hvor du er med.

Forkast da Barnet ej, som kommer
til Hjemmet paa sin trætte Fod,
og som i Verdens korte Sommer
trods al dens Pragt dog nu forstod,
at kun i din den faste Borg,
faar Sjælen slukt sin Sorg.

Dig vil jeg elske og tilbede,
min Herre Gud og Broder kær!
er Verden end med Spot til Rede,
og skal jeg Nød kun friste her,
dig vil jeg elske, Frelser min!
O Jesus, kald mig din!

   Mel. O drøvelse, O hiertens &c.
 
Drag, Jesu, mig
Dog efter dig,
Saa følger jeg med længsel,
[Siden]1 du, o Jesu gik
Ud fra verdens trængsel.
 
Drag, Jesu, mig
Dog efter dig,
Fra verdens myre-tue,
At jeg ikke meere [tør]2
[Hendes]3 jammer skue.
 
Drag, Jesu, mig
Dog efter dig,
Med Zions brude-skare,
Thi vi kunde ellers let
Vild i verden fare.
 
Drag, Jesu, mig
Dog efter dig,
Til himmlens fryde-bolig,
Verden er for dine [børn]4
Vildsom og uroelig.
 
Drag, Jesu, mig
Dog efter dig,
Til himlen op at fare,
Der at [staae med glæde-skrig]5
I de frommes skare.

Dybt hælder året i sin gang,
snart ødes eng og lund,
farvel med al din lyst og sang,
du korte sommerstund! 

Snart sukker vinterstormens røst:
Alt visner og forgår! 
Lad visne kun, jeg ved den trøst,
som ligefuldt består. 

Lad solen korte af sin vej
og natten vokse til,
Guds vældes arm forkortes ej,
hans visdom for ej vild. 

Lad gulne hvert et blad på kvist,
lad falme alle strå,
Guds kærlighed, jeg ved for vist,
omskiftes ikke så. 

Jeg ved, hvor glæden har sit hjem,
når øde mark står hvid,
hint frydekor fra Betlehem
forstummer ingen tid. 

Jeg ved, hvor håbet grønnes da,
når alting falmer her,
min frelsers træ på Golgatha
en evig krone bær'. 

Lad synke kun med løvets fald
hver markens blomst i rad,
min tro på ham bevare skal
sit friske hjerteblad. 

Han lover mig en evig vår
trods vinterstorm og død,
thi livet frem af graven går,
som Kristus gennembrød.

Et helligt Liv, en salig Død
hinanden kærlig møde,
som Julemorgen sagte, sød
en liflig Aftenrøde;
de to kan aldrig skilles ad,
den Helligaand gør ingen glad,
som ej vil helliggøres.

At have stridt den gode strid
og vandret ufortrøden
paa Livets Vej til Endens Tid,
kun det er sødt i Døden;
vel den, som Herren tro har tjænt,
Guds Vilje gjort, sit Løb fuldendt,
i fred han skal henfare.

O Simeon, du Hjærtens-Mand,
Det var din Lod og Lykke!
Du rolig stod paa Gravens Rand
i Herrens Vingers Skygge;
i Dødens Port med snehvidt Haar
du sang om Evighedens Vaar,
som Fugl i Frydens Lunde.

Den Gang du Jesus tog i Favn,
da aabned sig tillige
for Øje dit i Jesu Navn
hans søde Himmerige;
du sang: ”Nu farer jeg i Fred,
ti, Himlens Gud! din Salighed
mig svæver alt for Øje.”

Saa Freden maa i allen Stund
med Jesus favnetages,
og til det sker, af Hjærtens Grund
der sukkes maa og klages;
ti aldrig finder Sjælen Ro,
før Hjærtet med den sande Tro
sin Frelsermand omfavner.

Forunderligt at sige 
og sært at tænke på
at kongen i Guds rige
i stalden fødes må
at himlens lys og ære, 
det levende Guds ord
skal husvild blandt os være, 
som armods søn på jord.

Selv spurven har sin rede, 
kan bygge dér og bo
en svale ej tør lede 
om nattely og ro-
de vilde dyr i hule 
har hver sin egen vrå
skal sig min Frelser skjule 
i fremmed stald på strå?

Nej, kom jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind
ja, bede, synge, sukke
Kom, Jesus, kom herind.-
Det er ej fremmed bolig, 
du den har dyre købt
Her skal du hvile rolig
i kærligheden svøbt.

Fred med dig! og Fred med eder!
Det er baade kort og godt.
Hans Velsignelse, som beder
for os paa det høje Slot;
     og hvad end saa Verden siger,
     den Velsignelse ej viger
fra hans Hus og Menighed.

Fred med dig! Det er hans Tale
til hvert Barn i Moders Favn
for hvem Daab er Dug i Dale,
og som døbtes i hans Navn;
     og har Fred med Gud en Synder
     brat hos ham Guds Aand begynder
Skabelsen af Hjerte nyt.

Fred med eder! Herren siger
til sin hele Menighed,
Hjertet sjunger, Fjenden viger,
Himlens Due daler ned,
     kurrer om den store Hvile,
     ved hvis Navn Guds Engle ssmile,
har end ej dens Sødme smagt.

Hjem nu gaar jeg til min Fader,
det var Herrens egne Ord,
men min Fred jeg Efterlader,
Venner mine trindt paa Jord;
     saa den Fred, som han os byder,
     den har just de samme Dyder
som hans Fred i Liv og Død.

Med den Fred i Krybberummet
laa han, da Guds Engle sang:
Freden er til Verden kommet,
som i Julenat det klang;
     og med Freden, just den samme,
     vandred mellem Fjender gramme
han sin Bane tornestrø’t.

Med den Fred, trods Død og Pine
hængte han paa Korset blot,
trøsted kærligt Venner sine,
bad for sine Fjender godt;
     med den stod han op af Graven,
     skænked den som Fæstensgaven
til sin Brud i Stridens Tid.

Fred med dig! og Fred med eder!
det er Herrens Røst paa Jord,
Freden finder, hvo som leder
efter den i Fredens Ord;
     ingen Præst og ingen Pave
     raader for Guds Naadegave;
tag du den med Tro og Tak!

Fred og Glæde,
for dem græde
tidlig vi med Hjærtens Graad,
tit end silde
fare vilde
vi om Freds og Glædes Raad;
uden dem al Verden dog
er for os en Djævlekrog.

Fred og Glæde,
derom kvæde
Engle sødt for Kristne smaa,
saa de smile
hvor de hvile,
hvor Gud Faders Vugge gaa
fredelig og glædelig,
med Smaaglimt af Himmerig.

   Mel. Fryd dig du Christi Brud.
 
Frisk op! Endnu engang,
Vi vil med Bøn og Sang
I Aanden os forene,
At siunge, hvad vi mene:
Vor Rigdom, Lyst og Ære
Skal JEsus ene være.
 
Gack, Sorrig-fulde Sind,
Gack med i Stalden ind,
GUD vil sin Søn dig skiencke
Hvor kand du dig at kræncke?
Vor Rigdom, Lyst og Ære
Skal JEsus ene være.
 
Du Stolte bøy dig ned
I Hiertens Ydmighed,
Besee de ringe Sager,
Som GUD til Takke tager,
Vor Rigdom, Lyst og Ære
Skal JEsus ene være.
 
Du Giærige, din Skat
Blev fød paa Jule-Nat,
Lad Rigdom dig ej blinde,
Men see du Ham kand finde.
Vor Rigdom, Lyst og Ære
Skal JEsus ene være.
 
Vellystige! du maa
I Stalden ogsaa gaa,
Bort onde Lysters Brynde,
Besee din JEsu Ynde.
Vor Rigdom, Lyst og Ære
Skal JEsus ene være.
 
Du Arme siung og siig:
O Jeg er meer end riig!
Jeg har i Stalden funden,
Min Skat i Palter bunden.
Vor Rigdom, Lyst og Ære
Skal JEsus ene være.
 
Du Rige tænck dig om
Ved JESU Fattigdom,
See til, du ey forglemmer
Din Frelsers arme Lemmer.
Vor Rigdom, Lyst og Ære
Skal JEsus ene være.
 
I Gamle lister hen
Til Eders Siæle-Ven,
Gaar ogsaa med I Unge,
Af Hiertens Grund at siunge:
Vor Rigdom, Lyst og Ære
Skal JEsus ene være.
 
Hvert Egte-Par i sær
Ved denne Fryde-Færd,
De Unge Vey skal vise,
GUds Kiærlighed at prise:
Vor Rigdom, &c.
 
Og I velsignet Smaa
Skal ey tilbage staa,
I HErrens Huuß og Hiemme
Opløffter Eders Stæmme:
Vor Rigdom, &c.
 
Saa skal ey Kaarsets Tvang,
Ey Døden selv engang
Os fra vor JEsum rive,
Men det skal derved blive:
Vor Rigdom, Lyst og Ære
Skal JEsus ene være.

Glæden, hun er født i Dag,
Himmeriges Glæde,
Nu Gud-Fader Velbehag
Har til Jordens Spæde!
Han, som var frygtelig,
Og utilgiængelig,
I sin høie Bolig,
Han nu i Barne-Dragt
Har sig i Krybben lagt,
Blev med Støv fortrolig!
 
Undres Alle, fjern og nær,
Gud sig føde lader!
Moder hun er Moder her,
Født har hun sin Fader!
Drot over Herrerne
Tjener nu Trællene,
Af sin Gunst og Naade!
Nærved og langt herfra
Er han, Halleluja!
Det er Julens Gaade!
 
Han blev født ved Midnats-Tid,
Skabde Soel og Maane!
Han som eier Verden vid,
Huus i Stald vil laane!
Han, som paa Skyerne
Ager blandt Stjernerne,
Svøbes nu som Spæde!
Han, som til Domme-Dag
Taler med Torden-Brag,
Nu man hører græde!
 
Født er af en Jomfru skiær
Søn med Guddoms-Vilje,
Til Forundring springer her
Rose ud af Lilje!
Her af Gienfødselen
Fødes Begyndelsen,
Han som Alting volder!
Mælken af Kvinde-Bryst
Er nu hans Liv og Lyst,
Som alt Liv opholder!
 
Solen gaaer igiennem Glar,
Giør det ingen Skade,
Saa det med hans Fødsel var,
Som os giør saa glade,
Almagten virkede,
Aand giennemstraalede
Støvet saa herneden,
Fader kun over Sky
Havde vor Adam ny,
Alt som han i Eden!
 
Hyrder, som paa Natte-Vagt
Laae i Blomster-Vange,
Bud der blev fra Himlen bragt
Mildt med Engle-Sange:
Født var paa Jorderig
Kongen af Himmerig,
Skiøn som Morgen-Røden,
Laae med sit Herredom
Ussel i Krybbe-Rum
Dog som Pjalte-Jøden!
 
Saa han fødtes i en Stald,
Blev i Mand-Tal skrevet,
Som paa Plads i Engle-Tal
Gav os Konge-Brevet!
Engle dog sjungende
Røbed den Herlige
Med et Ære-Være
Ham som i Miskundhed
Jorden gav Fryd og Fred,
Med hans Søn den kiære!
 
Herre! dine Hænders Værk
Er vi allesammen,
Vi er svage, du er stærk,
Du er Ja og Amen;
For os du dalede,
For os du blegnede,
Lad os ei forfare!
Blod du for os udgiød,
Lær du os Sangen sød
Med din Engle-Skare!

Guds Engle i Flok! synger lifligt i Kor,
som den første Jul, 
om Barnet, Guds-Barnet, som fødtes paa Jord,
om Jesus vor Helt og vor Herre!

Guds-Folket paa Jord! tager Barnet i Favn
som den første Jul!
Med Fred kom vor Frelser i Faderens Navn:
Vor Jesus vor Helt og vor Herre!

Al Æren er Guds over højeste Sky
for den Glade Jul,
i Billede sit har han skabt os paa ny,
med Jesus vor Helt og vor Herre!

Guds Fred er mer end Englevagt,
den regner aldrig Fjendens Magt,
er lige dyb og lige blid
ved højlys Dag og Midnatstid.

Det er den Fred med Liv og Aand,
som Hjertet finder i Guds Haand
saa, føler det end Dødens Pil,
det værger sig kun med et smil.

Det er den Fred, vor Frelsermand
med Angestsved har bragt i Stand
og, da han op til Himmels for,
sig efterlod i Fredens Ord.

Det Fredens Ord ved Daabens Bad
den bange Sjæl gør barneglad,
det Fredens Ord hver Herrens Dag
gør rolig midt i vaabenbrag.

Du véd det godt Guds Menighed!
det ene tjener til din Fred,
at i dit Hjerte og din Mund
er Troens Ord i allen Stund.

Thi da Guds Søn med Freden kom,
det var kun Tro, han spurgte om;
for den, og ej for Verden al,
Guds Naade og Guds Fred er fal.

”Guds Fred”! er overalt paa Jord
vor Herres Svar paa Troens Ord,
saa har vi Tro, da skal med Fred
vi indgaa i Guds Herlighed.

Gud skal alting mage,
som mig alle dage
favner i sit skød,
han, som mig udval'te
og blandt sine talte,
førend jeg blev fød,
han, som ved
så god besked
udi livet og i døden,
hvad jeg har fornøden. 

Gud skal alting mage! 
Han så mangen plage
haver fra mig vendt,
underholdet livet,
mad og drikke givet,
som det mig har tjent. 
Og når tit
en anden sit
har med suk og sorg fordøjet,
har han mig fornøjet. 

Gud skal alting mage,
dig ved hånden tage,
når du synke skal. 
Når du vil fortvi'le,
finder ingen hvile
udi modgangs dal,
Gud da vil
selv træde til,
da skal al din kummer endes,
som et strå forbrændes. 

Gud skal alting mage,
mægtig i de svage
han sig altid ter,
skulle eller kunne
nogen gå til grunde,
som på herren ser? 
Allesteds
da vel tilfreds! 
Alting står udi hans hænder,
al din trang han kender. 

Gud skal alting mage,
selv når du skal smage
Dødens beske skål,
da vil han det gøre,
selv vil han dig føre
til det rette mål. 
Lad den pagt
kun stå ved magt,
at du skal til graven drage? 
Gud skal sjælen tage. 

Gud skal alting mage,
som den sorte drage
mægtig overvandt,
fører han end sine
gennem kors og pine
underlig iblandt,
vær bered
til strid og fred,
til at give og at tage,
Gud skal alting mage!

Har hånd du lagt på Herrens plov,
da se dig ej tilbage! 
Se ej til verdens trylleskov
og ej til Sodoms plage! 
Men pløj din fure, strø Guds sæd! 
Er jorden dig for tør, så græd! 
Vil gråden kvæle røsten,
så tænk på gyldenhøsten! 

Men sker det end, du ser dig om,
for vi er alle svage,
på stand dit kald dog ihukom,
gør ej et skridt tilbage! 
Tilbage vender livet ej,
al krebs-gang er kun dødens vej;
om hastværk fald dig bragte,
så lær kun at gå sagte! 

Så fremad da i Jesu navn,
trods stene og trods stokke! 
Og stands ej, om end luefavn
dig byde stolte blokke! 
På gløder gå vi allen stund,
hvad skin end har den falske grund;
hvi ej engang i lue,
hvor alt er klart til skue! 

Det er jo kun en liden stund,
så er vort løb til ende,
og døden er jo kun et blund,
som vi fra søvnen kende,
og hvilen, vi alt smagte her,
vi ved, er mer end møjen værd;
hvad da, når vi skal kvæde:
Nu evig er vor glæde!

Har nogen Lyst at kende
i Livets Høst og Vaar
Begyndelse og Ende
paa et lyksaligt Aar,
han lytte, hvor det lyder,
det Navn, som Engle fryder,
som er, hvad det betyder,
en sikker Frelsehavn:
Vor Herres Jesu Navn!

Ja, hører alle Sjæle,
som søge Bod for Savn!
enhver som ret vil knæle
i Jesu Kristi Navn,
han gladelig befinder,
for ham saa brat oprinder
et Aar med Rosenkinder,
med Smil, som Lykke spaa,
med Øjne himmelblaa.

Og Aaret, som begynder
saa godt i Jesu Navn:
Stat op, du arme Synder,
og gak til Fredens Havn!
det holder, hvad det lover,
her vinder han, som vover,
ej under, men langt over
hvad han i Kvæld og Gry
har drømt om Nytaarsny.

Thi hvordan sig og vender
i Løbet Vind og Blad,
det Aar dig saligt ender
i Lykkens Hovedstad,
hvor Himlens Port ej Lukkes,
hvor Livets Lys ej slukkes,
hvor Glæden, som nu vugges,
omstraaler som en Sol
sin høje Dronningstol.

Det volder ham, som raader
i Himmel og på jord,
opløser alle Gaader
med Naadens Almagts-Ord:
Den første og den sidste,
som alting saa og vidste,
som lod sit Hjærte briste,
at det i mange smaa
med Fryd kan evig slaa.

Han fødtes i det lave,
blev der og kistelagt,
men i den dødes Have
han blomstred op med Pragt;
lyslevende han troner
højt over alle Kroner,
hvor evig lydt det toner:
I Jesu Kristi Navn
er Bod for alle Savn!

Oprind da nu for mange
lyksaligste blandt Aar!
Kom, hilst af Englesange,
med en lysalig Vaar!
Guldlokket kom fra Østen
med Glædens Væld i Røsten,
med Rosenhaab om Høsten,
med Bod for alle Savn
i Jesu Kristi Navn!

Herren siger: Er I trætte,
falder Byrden eder svær,
kommer til mig! Jeg kan lette,
jeg vil lempe fjærn og nær;
Hvile-Aaret
er med mig til Verden baaret.

Alle knæ sig her må bøje,
ydmyg er jeg selv og spag,
ned dog med mig fra det høje
tog jeg Sjælens Hviledag;
hele Livet
Hviletid er dermed givet.

Mildt er Aaget, jeg paalægger,
saa det frit kan tages paa,
Byrden, som til alle rækker, 
let er den som Fjer og Straa;
thi med Pagten
følger Aanden, følger Magten.

Ja, med Aaget, som er Pagten
om forsagelse og Tro,
følger Aanden, Guddomsmagten,
Himmelbrev paa Sjælero;
Hvilen, Freden
findes i Guds-Kærligheden.

Jesus er den gode Hyrde,
Menigheden er hans Hjord,
Kærligheden er hans Byrde,
Moderskød for Hvile-Aar;
sødt de læres:
Byrde hans til Hvile bæres.

Gak da til den gode Hyrde,
hver en syndig sjæl husvild!
Under Navn af Aag og Byrde
Hvile han dig byder til,
Himmelfreden,
Livet i Guds-Kærligheden.

Skilt fra Løgn og Død og Mørke
skilt er Sjælen fra Uro,
lærer, midt i Verdens Ørke
Livets træ kan frodig gro,
inderst inde
Livets Flod kan rolig rinde.

Herrens Røst er over Vandet,
Sjæle-Badet i Guds Ord,
Vand og Aand har sammenblandet
Himmel-Skaberen paa Jord:
Han, som haver Alt at sige,
Han har sagt: til Himmerige
Fødes kun af Vand og Aand!
 
Herrens Aand er over Vandet,
Støv ei følge kan Hans Fart,
Ordets Lyd og intet Andet
Mærkes der af Himmel-Art;
Men i Kuldet, som gienfødes,
Kiødet med dets Lyster dødes,
Aandens Frugt er Aandens Seigl!
 
Herrens Ord er lagt til Vandet,
Ordets Dyb er Sjælens Daab,
Af den Røst fra Fædre-Landet
Fødes Borgerskabets Haab;
Saa af Vand og Aand tillige
Indføds-Ret i Himmerige
Døbte faae, som Ordet troe! 

Hvi vil du dig saa klage 
og jamre, kære Sjæl! 
dig selv med sorgen plage?
tro dog din skaber vel! 
Slaa dig i ham til ro!
han véd din Sag at vende
til en lyksalig Ende
ved Jesu Kristi Tro.

Gud aldrig dem forlader
i nogen Modgangstid,
som kænder ham for Fader
og slaar til ham al Lid;
ser det end farligt ud,
du tør ej ved at grue,
du skal dog Frelse skue
fra al Miskundheds Gud.

Om alle Døre lukkes,
hvor du vil spørge Vej,
om alle Lys end slukkes,
saa tab dog Modet ej!
Kun ti og taal og bi!
Vil Gud dig Hjælp tilskikke,
da kan al Verden ikke 
dér gøre Hinder i.

Midt ind i Fjendens Lejre
gak dristig med Guds Fred!
Den stærkeste maa sejre,
det er din Helt, du véd.
Om hele Helvede
sig end imod dig sætter,
det intet dog udretter,
Guds Vilje dog maa ske.

For alle Verdens Magter
ej frygter Guds de smaa,
alt, hvad de eftertragter,
de sikkert skal opnaa:
Guds Hjælp i alskens Nød,
Guds Trøst i al den Kvide, 
de friste maa og lide –
Guds Fred i Liv og Død.

Jeg fandt en Trøst, da Byrden tungest laa,
mit vaade Blik et dejligt Billede saa;
jeg spurgte Gud, hvi bøjer Korset ned?
et svar jeg fik, det gav mig atter Fred.

Dit Kors, det er et Favntag jo saa ømt,
et Favntag, hvorom Verden ej har drømt;
det varsler om, du hviler i min Favn,
det vidner om, du vandt et Barnenavn.

Et Favntag, ja, nu skuer jeg det grant,
et Favntag Barnet hos sin Fader fandt;
naar han den spæde trykker til sin Barm,
da hviler Barnet i sin Faders Arm.

Da kan det ske, den stærke Kærlighed
omfavner fastere, end selv den ved,
og Barnet ømmer sig og græder smaat,
skønt Kærligheden mente det saa godt.

Ja, jeg er svag, derfor jeg fældte Graad,
da Korset saared med sin stærke Braad;
mit Kød gør ondt, men Aanden takker til,
at du, min Frelser, saa mig favne vil.

Saa vil jeg ligge rolig ved dit Bryst
og lulle Hjærtet ind ved denne Trøst,
du elsker mig, derfor du favner fast,
det er min Trøst, om end mit Hjærte brast.

Men jeg er svag, min Sjæl er syg og mat,
ræk Livets Roser mig i Smærtens Nat,
og skal mig Korset atter bøje ned,
lad mig dog føle, det er Kærlighed.

Jeg raaber fast, o Herre,
af Dybsens Nød til dig,
du vil mig naadig være
og gerne frelse mig;
dit Øre du nedbøje,
naar jeg min Bøn frembær,
og mærk udaf det høje,
hvad min Begæring er!

Ak, hvis du Agt vil give
paa Synden, vi begaa,
mens vi er her i Live,
hvo kan for dig bestaa!
Men hver, som det begærer,
ham har du Gunst betet,
thi elsker man og ærer
din milde Majestæt.

Tænk paamig i det Rige
for Korsets haarde Død!
Dit ord, som ej kan svige
det er min Trøst i Nød!
Af længsel Hjærtet trænges
til dig med stor Attraa,
fast mer end Vægtren længes,
at Dagen komme maa.

Guds Folk sig trygt forlade
paa hans Barmhjertighed
og på hans store Naade,
som han saa mangeled
hen over dem udøser
den fromme Herre Gud,
idet han dennem løser
af Synd og Sorrig ud!

Jeg ved et lille Himmerig,
det er saa let at finde,
hvor Tro og Daab ej fuldelig
gik Hjærterne af Minde!

Der han, om Hvem Guds Engle sang,
er selv i Kraft til Stede,
dér synger højt, som Fugl i Vang,
Guds Børneflok med Glæde!
 
Dér hører vi Guds eget Ord,
men ej med Tordenstæmme:
en sagte Lyd, med Guddomsspor,
i Hjærtet vi fornemme!
 
Det er Gud-Faders Julebud,
til alle smaa her nede,
om Sønnen Hans, den lille Gud,
i Krybben at tilbede.

Aands-Krybben er den gode Jord,
som aabner sig for Glæden,
déri det barnlige Gudsord
sig lægger ned som Sæden.

Da lytter vi med Liv og Lyst,
hvor der af Hjærtet tales, 
når Herren ved son Tjæners Røst
lyslevende afmales.

Det lifligt er at høre paa,
hvordan Guds Søn i Støvet,
som spæd en Gang i Krybben laa,
fuldførte Levnedsløbet.

Det himmelsk er at høre paa,
at han, som dyrt os købte,
guddommelig vil vandre saa
i alle sine døbte.

Han kalder Tro sin Moder sød,
hun kænder ham paa Røsten,
og føler dybt i Liv og Død,
hos ham er Himmeltrøsten.

Ved hvert et Helteskridt paa Jord
han hvisker til sin Amme:
Ja, Moder, naar jag bliver stor,
jeg gøre vil det samme.

Kun naar paa korset brydes ud:
Hvi vil mig Gud undfalde!
Han hvisker: Lovet være Gud,
det en Gang var for alle!

Og naar det lyder: Han opstod,
og Fængslet tog han fangen,
den lille hvisker: Moder god,
istem nu Sejerssangen!
 
Gid i det lille Himmerig
Guds Ord os saa husvale,
til i det store klarer sig
Gudsaandens Billedtale.

Korsets Tegn og Korsets Ord 
Anstødsstenen er paa Jord,
over alt, hvor opad stævnes,
over alt, hvor Jesus nævnes
som den levende Guds Søn.

Korsets Tegn, naar det er tyst,
drages tit vel aabenlyst,
ikke blot med Fingre kolde,
men af Koglere og Trolde,
mens de mumler: ”hid og did!”

Men, med Korsets Ord i Pagt, 
Korsets Tegn med Englevagt
er en torn i Verdens Øje,
er en Bavn paa Sions Høje,
men paa Verdens Sprog en Brand.

Korsets Tegn og Korsets Ord
ved Vor Herres Bad og Bord
er det Kors, som alle Dage
Herrens Følge maa optage,
bære i sin Frelsers Navn.

Bar vi pine, bar vi Død
og al Verden med sin Nød,
men ej Korsets Tegn og Tale,
opad Bjærge, ned i Dale:
Korset var vor Anstødssten.

Derfor i hver Himmelegn
Herrens Aand gør Korsets Tegn
for vort Hjærte og vor Hjærne,
gør det til en Morgenstjærne
for Vor Herres klare Dag.

Derfor straaler som en Sol
over Aandens Talerstol
Korsets Ord med Liv og Varme,
favner os med Straalearme
i Vor Herres Jesu Navn.

Luk Øine op, al Kristenhed!
See hist, hvor Fuglen synger,
sig Bakke op og Bakke ned
end Kirkestien slynger!
 
Den snor sig over Mark og Eng,
imellem Korn og Blommer,
forbi saa mangen Fugleseng
i Vaar og tidlig Sommer

Luk Øren op, al Kristenhed!
og hør, at Guddoms-Manden
med Liv og Lys og Himlens Fred,
er og hos os opstanden!
 
her Aand og Liv er end hans Ord,
her vendes Sorg til Glæde,
og grant det mærkes ved hans Bord,
at han er selv til Stede.
 
Ja i vort Hjerte og vor Mund
er livets Ord det søde,
som i en Paaske-Morgenstund,
opstaaet fra de Døde.
 
Derfor udbrød en Morgensang
fra Hjærterne, som brændte,
da Jesus mødte os i Vang
og Himmel-Lyset tændte.
 
Lad os med Sang da haste hjem
til hans Apostles Dage,
og med dem  i Jerusalem
Velsignelsen modtage!

Maria sad på Hø og Straa
i Stald ved Nattetide,
i Krybben Jesusbarnet laa
i Svøb med Fagter blide.
 
En Engel kom med Krone paa,
den var af Guld det røde,
deri saa mange Sole smaa
man funkle saa og gløde!
 
Som Bøg i Skov han raged op,
som Pilen rank til skue,
hans Vinger gik fra Taa til Top,
som Lyn i Lyn, i Bue!
 
Saadan med ét den Engel stod
for Hyrderne i Vange,
da gyste det i deres Blod,
de blev saa grumme bange!
 
”Vær aldrig bange”, sagde han,
”og I maa ikke græde!
Jeg kommer fra det skjulte Land
Med Julesang og Glæde!
 
”Jeg kommer fra Guds Paradis
med Sang til Folkemunde!
Guds Søn er født paa Barnevis
til Frelser fra det onde!
 
”Det Jesusbarn, i Krybben lagt,
i Betlehem I finde,
han vil med eder gaa i Pagt,
saa Himmerig I Vinde!”
 
Og der kom Barneengle smaa,
som Stjærnene saa mange,
med Kroner og med Vinger paa,
med klare Julesange!
 
Til Dagskær og til Morgengry
de sang paa Hyrdemaalet,
de sang i Kor, de sang i Sky,
af Himmelglans omstraalet:
 
"Nu Ære være Himlens Gud,
Som troner i det Høie!
Paa Jorden Fred! med Julebud
sig Mennesker fornøje!
 
”Halleluja, Halleluja,
For Frelseren den Spæde!”
Saa lød det alle Vegne fra,
til evig Juleglæde!
 
Med det Halleluja i Mund
de Hyrder allesammen
gik i den Jule-Morgenstund
til Betlehem med Gammen.

De kom og fandt paa Hø og Straa
Maria Kongemoder
og fandt i Krybben, hvor han laa
Guds egen Søn, vor Broder.

De takked Gud af Hjærtensgrund,
og det med Fryd og Gammen,
det gør med dem i allen stund
vi kristne alle sammen.

Min Jesus, lad mit hjerte få
en sådan smag på dig,
at nat og dag du være må
min sjæl umistelig! 

Da bliver nådens tid og stund
mig sød og lystelig,
thi du mig kysser med din mund
og tager hjem til dig! 

Mit hjerte i den grav, du lå,
som opstod hvid og rød,
lad, når det aftner, hvile få
og smile ad sin død! 

Før så mig arme synder hjem
med din retfærdighed
til dit det ny Jerusalem,
til al din herlighed!

Når jeg betænker Tid og Stund,
da jeg skal heden fare,
min Sjæl sig fryder mangelund,
som Fugl ved Dagen klare;
o Dag saa blid,
da al min Strid
skal faa en salig ende!
Til Glæden sød
i Jesu skød
jeg gaar fra min Elende.

Eja, min Sjæl, vær frisk og bold,
glæd dig i Krist, din Herre!
thi Døden, som var Syndens Sold,
dig nu skal Frelse være;
Straf var den før,
nu er den Dør
og Gang til Himmerige,
nu er min Død
en Søvn saa sød,
al sorg med den maa vige.

Spørg ej, hvor du skal komme hen,
naar du herfra skal vige,
dig favner trygt en fuld tro Ven,
som kan dig aldrig svige:
Guds egen Søn
gør for dig bøn,
at du skal hos ham blive,
sin Fred og Ro
i Himmelbo
han også dig vil give!

Et Sovekammer er min Grav,
mit legem dér skal hvile,
paa Dommedag staa op deraf,
derpaa jeg ej tør tvi’le;
mit Støv, gak ned
og hvil i Fred,
det onde lad henfare!
Luk Døren til;
naar Gud det vil,
du skuer Dagen klare!

Eja, saa dør jeg gladelig
og frygter ingen Vaade,
mit Liv er Kristus visselig,
og Døden mig en Baade;
dør jeg end her,
jeg lever dér,
hvor Livet ret begynder,
hvor Englekor
med Glæde stor
Guds Salighed forkynder!

Nu Sol i Øst oprinder mild,
min Sjæl til Gud dig skynd,
bed, han i Dag dig Frelse vil
fra Skade, Skam og Synd.

Vor Tunge staa han naadig bi,
den fly fra Løgn og Tvist,
vort Øje frelse han og fri
fra Fjendens Argelist!

Han rense ud vort Hjerte godt
i hver en lønlig Vraa,
at Kødets Lyst i stort og småt
ej magt skal med os faa!

Saa vi, naar Dagen svinder hen
for Nattens Skygge bred,
maa synge glad Guds Pris igen
og tage mod hans Fred.

O, havde jeg dog tusind Tunger
og alle Toners bedste Klang,
hvor skulde Sjælens Lyst og Hunger
til Gud at prise denne Gang;
oprette sig et Paradis 
og mætte sig i Herrens Pris!

Bevæges alle grønne Skove,
lad høre hvert et Blad, din Lyd,
og hjælper mig min  Gud at love
slaar sammen højt til Sang og Fryd!
I Blomster, bøjer eders Pragt,
at ære med mig Herrens Magt!

Hid al den Del, som sig kan røre
og drager Aande i sit Bryst,
hid, hjælper mig min Tak fremføre
og laaner mig enhver sin Røst
til at ophøje Naadens Værk
som har omringet mig saa stærk!

Jeg har i mine Levedage
haft mange store Prøver paa,
at Gud i baade Fryd og Plage
har ført mig; jeg bekende maa,
han altid mig ved Haanden fik,
naar Vandene til Sjælen gik.

Bort baade Verdens Lyst og Smerte!
I skal ej trykke mer mit Sind,
til Himlen svinger sig mit Hjerte
fra eder bort til Tronen ind;
al Pris og Ære være dig,
trofaste Gud i Himmerig!

Din Godhed skal min Sjæl kundgøre
til Livets allersidste stund,
ja, naar min Tunge ej kan røre
sig mere i min svage Mund,
at prise dig, som den var van,
da stemmer jeg med Sukke an!

Den ringe Tak jeg her kan give,
forsmaa den ej, min Sjæleskat!
i Himlen skal det bedre blive,
naar jeg faar Engletonen fat!
i høje Kor jeg synger da
det evige Halleluja.

O Hellig Aand! mit Hierte
Den Stad saa haardt attraaer,
Det søde Hiem,
Jerusalem,
5Hvor al min Nød og Smerte
Sit Pas og Afskeed faaer.
O Hellig Aand &c. &c.
O Hellig Aand! mit Hierte
Den Stad saa haardt attraaer.

Men ach! de Fare-Vande.
Hvor kand jeg finde Spor,
10Blant blinde Skiær,
Mod Strøm og Vær,
Til Fryde-Borg at lande?
Jeg skal, jeg er derfor.
Men ach! de Fare-Vande.
Hvor kand jeg finde Spor.

15Befæst mig dog de Tanker:
Jeg snart i Himlen staaer.
Giør Troen kiek
Mod Bølgens Skræk,
Hold selv ved Roer og Anker,
20Du veed, hvad jeg formaaer!
15Befæst mig dog de Tanker:
Jeg snart i Himlen staaer.

O hør os, Herre, for din Død!
O Jesus! hjælp os I vor Nød,
du selv os styr’ og raade!
Vor Agt du véd, o hør vor Røst,
send fra din Højhed Lys og Trøst,
for vi er stedt i Vaade.

Udsend den Aand, som al Ting véd,
hvis Liv og Lyst er Kærlighed!
vor Tunge han opgløde,
saa sandt og sødt vi sjunge om,
hvad nyt med dig til Verden kom,
saa nyt som Liv af Døde!

Ja, Guddoms-Sol, fuld stærk og blid!
o skin nu klar i Naadens Tid,
gør lang din Aften-Røde!
Lad blomstre op din Kirkegaard,
mens Fuglen sjunger som i Vaar
din Pris med Toner søde.

Ja, sig nu i din Faders Favn:
Min Fader! herliggør mit Navn,
hvor smaa end for mig græde;
saa det kan spørges vidt og bredt:
Mit Aag er godt, min Byrde let,
min Fred er salig Glæde!

O, da skal mangt et Øje lukt
sigaabne brat og tindre smukt,
helbredet af din Aande,
og mangen falmet Rosen-Kind
og mangt forvildet Barne-Sind
faa Bod for Brøst og Vaande!

Og for de smaa, som græd i Løn,
for de saa ej Guds kære Søn,
den Gang han var til Skue,
fra dem skal lyde højt i Sky,
Halleluja med Tunger ny,
at sprænge Himlens Bue!

O kristelighed! 
du skænker vort hjerte, hvad verden ej véd,
hvad svagt vi kun skimte, mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føle vi godt,
mit land, siger Herren, er himmel og jord,
hvor kærlighed bor! 

Lyksalige lod,
at leve, hvor døden har mistet sin brod,
hvor alt, hvad som blegned, opblomstrer på ny,
hvor alt, hvad der segned, opfarer i sky,
hvor kærlighed vokser som dagen i vår,
med roser i hår! 

Livsalige land,
hvor glasset ej rinder med gråd eller sand
hvor blomsten ej visner, hvor fuglen ej dør,
hvor lykken er skinnende klar, men ej skør,
hvor dyrt ikke købes til krone på bår
de snehvide hår! 

0 vidunder-tro! 
du slår over dybet din gyngende bro,
som isgangen trodser i brusende strand,
fra dødningehjem til de levendes land,
bo lavere hos os, det huger dig bedst,
du højbårne gæst! 

Letvingede håb! 
gudbroder, nyfødt i den hellige dåb! 
o, lån os den fjederham, ånden dig gav,
så tit vi kan flyve til landet bag hav,
hvor evigheds sol skinner klart allen stund
på saligheds grund! 

O kærlighed selv ! 
du rolige kilde for kræfternes elv! 
du fylder med Frelserens gavmilde ord
velsignelsens kalk på det kristne Guds-bord
o, vær du vor livdrik på jorden og bliv
vort evige liv! 

O kærligheds ånd! 
det evige liv i fuldkommenheds bånd! 
o, smelt du vort hjerte ved højaltrets ild,
og klar du jordklimpen i solglansen mild,
saa glade vi føle, os skabes i bryst
de levendes lyst!

Op! all den ting, som Gud har giort,
Hans herlighed at prise,
Det mindste hand har skabt, er stort,
Og kand hans magt bevise.

Gik alle konger frem i rad,
I deres magt og vælde,
De mægted' ey det mindste blad,
At sætte paa en nælde.

Ja! alle englers store kraft,
Som Himle-Scepter føre,
Har ingen tiid den evne haft
Det mindste støv at giøre.

Det mindste græs jeg undrer paa,
I skove og i dale,
Hvor skulde jeg den viisdom faae,
Om det kun ret at tale?

Hvad vil jeg da begynde, naar
Jeg lidet giennemkiger,
Hvor mange folk der gik og gaaer,
I alle verdens riger.

Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
At alle skove vrimle,
De mange fugle-spring, der skeer
Op under herrens himle?

Hvad skal jeg sige, naar jeg gaar
Blant blomsterne i enge,
Naar fugle-sangen sammen slaaer
Som tusind harpe-strenge?

Hvad skal jeg sige, naar mit sind
I havets dybe grunde
Kun dog saa lit kand kige ind,
Og seer saa mange munde?

Hvad skal jeg sige, naar jeg vil,
Saa høyt jeg kand opkige,
Og vende alle tanker til
Det blanke solens rige?

Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
Hvor stierne-flokken blinker,
Hvor mildt enhver imod mig leer,
Og op til himlen vinker?

Hvad skal jeg sige, naar jeg op
Til Gud i aanden farer!
Og seer den store kiempe-trop
Af blide engle-skarer?

Hvad skal jeg sige? mine ord
Vil ikke meget sige;
O Gud! hvad er din viisdom stoer;
Din godhed, kraft og rige;

Alt det, som haver aande, skal
Vor skabere begegne,
Hans lov skal fylde bierg og dal,
Og alle verdens egne.

O! priser Gud paa denne jord,
Hver som har sands og tunge,
Og all den deel, i himlen boer,
Vor skabers lov skal siunge.

Slaaer alle folk paa denne jord
Med fryde-tone sammen,
Halleluja! vor Gud er stoer
Og himlen svare amen.

O, sad jeg som Maria sad,
med troens blikk så barneglad
op i min Frelsers øie!
Sad så ved morgen og ved kveld,
inddrak hans ord med tørstig sjæl,-
jeg glemte al min møie!

Var det min bedste morgendrik,
var det, når jeg til hvile gik,
min dug og aftensvale,
da lærte jeg vel mer og mer,
om al min trang, min sjæls begær,
med Frelser min at tale.

Da blev det vel og mere let
at vandre glad og virke ret,
da blev mig visdom givet,
da kjærlighed i hjertens grund
og lovsangstoner i min mund
udsprang til lyst for livet!

Her er jeg, Herre, hjertensven!
tal Du! så taler jeg igjen,
skjønt jeg er lav og ringe,
men Du almægtig, høi og stor!
jeg giver Dig dit eget ord,
selv kan jeg intet bringe.

Du siger, jeg har barnekår
evindelig hos Fader vor,
Du selv det til mig kjøbte!
Du siger, at din egen ånd
udløser mig af dødens bånd,
til livet han mig døbte!

Livsaligt ord er i din mund!
livsalig er hver stille stund
hos Dig på barnesæde!
der får vi mod, der får vi lyst
udi dit navn og ved dit bryst
til "fader vor" at bede!

Han giver, hvad vi beder om,
selv mig så fattig og så tom,
han rigdom vil forunde;
ja give nyt Mariasind
ved syn faderhjertet ind
og livets ord i munde.

Op, I Kristne ruster Eder!
Kristi Kæmper ud paa Vagt,
Fjenden sig til Strid bereder
og udbyder al sin Magt.
Op enhver!
drager Sværd!
Helved trodser Himlens Hær!

Følger eders Fyrste efter,
stoler paa hans stærke Arm.
Satan bruger alle Kræfter,
fnyser nu i al sin Harm,
for os gaar,
med os staar
Helten dog, som alt formaar.

Kristi blodbestænkte Fane
fører frisk i Striden ind,
og den daglig’ Kæmpevane
giver Kraft i Sjæl og Sind,
hvert et saar 
gør dig haard,
at du altid Sejren faar.

Dette haver sandt befundet
alle Helgens kække Mod,
som har kæmpet ud og vundet
styrkede i Lammets Blod,
skulde vi
da gaa fri,
alle Kristnes Kamp forbi?

Mangen vel har Trang i Livet
og dog ingen Frihed faar,
hvo sig Gud ej helt har givet,
stille hen i Angest gaar;
Kød og Blod
under Fod!
saa faar Kæmpen Lyst og Mod!

Op, i Jesu Navn at vinde,
vis er Sejren, Glæden stor,
om vor Pande vil vi binde
Vidnesbyrdets faste Ord,
lad det gaa,
som det maa!
Ordet evigt skal bestaa!

Er vort Liv i Gud forborgen,
smuldrer Støv i Graven hen,
paa den store Paaskemorgen
Sol for os staar op igen
viser grant,
det er sandt,
Jesus Døden overvandt!

Da skal Kristi Hær optræde,
om hans Trone stille sig,
Livets Krone, Lysets Klæde
gør os da vor Frelser lig,
Sejrens Sang,
Harpens Klang
varer evig, tænk en Gang!

Paa alle dine Veje, 
hvor sort det end ser ud,
gak rolig til dit Leje
og stol paa Himlens Gud!
han, som kan Sky og Vinde 
og Bølgen vise Vej,
han vil en Udvej finde
for dig, som glipper ej.

Vel giver han sig Stunder,
den ene vise Gud,
før han med et Vidunder
af Nød dig hjælper ud;
men ser han kun du bier
paa ham med Tro og Håb,
og raaber, skønt han tier,
da hører han dit raab.

Derfor paa ham du lide!
Hos ham ej findes Svig;
kast al din Sorg og Kvide
paa ham taalmodelig!
Da skal du se og kænde,
han er en Herre vis,
som alt saa véd at vende,
at han faar evig Pris.

Ja, Fader i det høje,
du alle Drotters Drot!
det klart dig staar for Øje,
hvad der til Gavns er godt,
og som en Helt udretter
med Kraft og Mod du alt,
hvad du dig foresætter,
hvorom det saa end gjaldt.

Da sller størst var Nøden,
du spared ej din Søn,
for Syndere fra Døden
at bane Udvej skøn;
dermed paa Hjælp af Naade
du sikkert Pant os gav,
hvor grumt saa end mon fraade
det vilde Verdenshav.

Du Vej har alle steder,
dig alt til Rede staar,
og du i Lys dig klæder,
det skinner, hvor du gaar;
saa vidt som Stjærner tindre,
kan dine Arme naa,
trods hvem det vil forhindre,
du hjælper dine smaa.

Som den gyldne sol frembryder
gennem den kulsorte sky
og sin stråleglans udskyder,
så at mørk' og mulm må fly,
så min Jesus af sin grav
og det dybe dødsens hav
opstod ærefuld af døde
imod påske-morgenrøde! 

Tak, o store sejerherre,
tak, o livsens himmelhelt,
som ej døden kunne spærre
i det helvedmørke telt! 
Tak fordi at op du stod
og fik døden under fod! 
Ingen tunge kan den glæde
med tilbørlig lov udkvæde. 

Jeg kan finde i mit hjerte,
at min sjæl har trøst deraf,
som kan lindre al min smerte,
når jeg mindes kun din grav
og betænker, hvor du lå
udi dødens fæle vrå,
og stod op med kraft og ære,
hvad kan større glæde være! 

Ligger jeg på syndens veje,
ligger jeg i armod ned,
ligger jeg i sygdoms leje,
ligger jeg i usselhed,
ligger jeg fortrængt, forhadt
og af verden slet forladt,
skal jeg hus i graven tage,
o, her er dog håb tilbage. 

Du for synden engang døde,
dermed er min synd betalt. 
Armod, usselhed og møde,
ja min sygdom bar du alt. 
Jeg ved dig oprejses skal,
og af dødens dybe dal
skal jeg hovedet oprette,
al min nød kan det forlette. 

Synd og død og alle pile,
som fra helved skydes kan,
ligge brudte ved din hvile
udi gravens mørke land. 
Dér begrov du dem og gav
mig en sikker trøstestav,
at ved din oprejsnings ære
jeg skal sejerspalmer bære. 

Som Guds søn jeg dig nu kender
og ser din almægtighed,
din opstandelse indspænder,
hvad jeg tror, og hvad jeg véd
mig til salighed og håb,
ja, min kristendommens dåb
i din død er, som et billed',
og opstandelse fremstillet. 

Du til livet mig skal vække
ved din stor' oprejsnings kraft
Lad kun jorden mig bedække,
orme tære al min saft,
ild og vand opsluge mig! 
Jeg dør i den tro til dig,
at jeg skal til liv opstande
ud af dødens grumme lande. 

Søde Jesus, giv mig nåde
ved din gode helligånd,
at jeg så min gang kan råde
og vejledes ved din hånd,
at jeg ej skal falde hen
udi dødens svælg igen,
hvoraf du mig éngang rykte,
da du døden undertrykte! 

Tak for al din fødsels glæde,
tak for dit det guddoms-ord,
tak for dåbens hellig' væde,
tak for nåden på dit bord,
tak for dødens bitre ve,
tak for din opstandelse,
tak for Himlen, du har inde,
dér skal jeg dig se og finde!

Ton det, Himmel, syng det Jord:
Gud, din Gavmildhed er stor,
er rig som Kærligheden;
derom vidner Sol og Regn
under hver en Himmelegn
paa Marken og paa Heden!

Derfor er Guds Børnekuld,
skønt ej rigt paa Sølv og Guld,
dog gavmildt ej des mindre,
giver mildt af, hvad de har,
Haand som Mund dertil er snar,
og deres Øjne tindre.

Alle Jesu Kristi smaa
ser for sig ham selv at staa
ved Synet af hinanden,
gør saa hvad de vilde gjort,
om i Gaar ved Himlens Port
de havde mødt Guds-Manden.

Aldrig glæmmer de hans Ord:
Alt hvad godt I gør paa Jord
med Lyst mod en af disse,
agter jeg som gjort mod mig,
mindes det evindelig,
gengælder det til visse.

Som Gudfader Sol og Regn
skænker i hver Himmelegn
til onde og til gode,
saa hans Børnekuld paa Jord
deler ud i Jesu Spor,
det gør vel til Mode.

Uforsagt, hvordan min lykke
end i verden blive må,
det er just det mesterstykke,
som jeg daglig pønser på.
- Når jeg kun i nåden står:
uforsagt, ihvor det går.

Uforsagt, når andre plager
med bekymring deres sind,
når jeg kun min Gud behager,
går jeg rolig ud og ind.
- Når jeg kun i nåden står:
uforsagt, ihvor det går.

Uforsagt, når andre skrækkes,
frygter for den onde dag,
med Guds nåde trygt jeg dækkes,
ham befaler jeg min sag.
- Når jeg kun i nåden står:
uforsagt, ihvor det går.

Uforsagt, når andre gruer
for at dø, jeg gruer ej,
jeg min krone hisset skuer,
skulde jeg da grue? - Nej!
- Når jeg kun i nåden står:
uforsagt, ihvor det går.

Søde Gud, lad mig din nåde
altid have her! - Du må
gerne for min lykke råde,
når det hist mig vel må gå.
- Når jeg kun i nåden står,
uforsagt, ihvor det går!

Under Korset stod med Smærte,
stod med gennemboret Hjærte,
Jesu Moder, dødningbleg!
Solen sortned, da han daaned,
sorte Hjærter ham forhaaned,
Pine hans var dem en Leg.
 
Kirken, med sit Moder-Hjærte,
kænder bedst Marias Smærte,
under Kors og Verdens Spot;
men Ens Død for alles Brøde
Galden nu dog kan forsøde,
al Ting gjorde Jesus godt!
 
Brist da aldrig, Moder-Hjærte!
drukne kan du al din Smærte
i din Frelsers Kærlighed!
Hvad end Børnene maa lide,
Guds enbaarne ved din Side,
lyser over dem sin Fred!
 
Freden til sin Moders Hjærte
Jesus vandt ved Dødens Smærte,
den er Kirkens Skat og Pris,
for den Fred hans Kæmper stride,
med den Fred hans Vidner lide,
gaar med den til Paradis!
 
Vær velsignet, Moder-Hjærte!
vær velsignet, Moder-Smærte!
vær velsignet, Kvinde-Bryst!
I for Gud har fundet Naade,
vandt, ved Kristi Korses Gaade,
Hvad I savned: evig Trøst!

Utallige Blomster paa Jorderig gro
men ingen mon dufte som Kærligheds Tro;
i Ordet af Sandhed, som aldrig forgaar,
fuld dybt sine Rødder den slaar;
med Duft af hans Aand
vor skaber den planted med egen Haand
i Gudshaven.

Utallige Fugle med Vingerne slaa,
men ingen som Haabet kan Himmelen naa;
til Troen det daled, som Duggen fra Sky,
opstiger med Duften paa ny;
Gud Fader i Løn
gav Troen i Haabet sin egen Søn
som en Brudgom.

Utallige frugter mon vokse paa Træ,
kun ét er Guldæblet i Paradis-Læ;
og han, som Livskærnen dértil har i Favn,
Guldæblet gav Kærligheds Navn;
til ét det gør to
og er af Gud Fader til Haab og Tro
Brudegaven.

Verdens Børn har mangt et Sted,
hvor de samle sig til Glæde,
skulde da Guds Børn ej med
samles her med Lyst at kvæde!
Vil med sine Englehære
Herren selv ej med os være!

Jo, han er her, Himlens Glans
straaler trindt om os her inde,
Liv og Fred er Aandens Sans,
Lyset vi i Jesus finde,
Gud og Glæde rime sammen,
Skygger kun er Verdens Gammen.

Graad er Læbens første Lyd,
græde maa vi, før vi tale,
Herrens Ord om Himlens Fryd
kan vor Sjæl dog sødt husvale;
tit vi kom med Taarer sammen,
skiltes ad med Fryd og Gammen.

Vær da hos os, Frelser god!
hvor vi beder, hvor vi sjunge,
klar vort Blik og styrk vort Mod,
glæd de gamle med de unge!
Bedre da hver Dag vi lære:
I dit Hus er godt at være.

Vor herre, han er en Konge stor 
og troner i Himmerige,
dog mellem de kristne smaa paa Jord 
usynlig han er tillige.
Men vor Fader i det høje, han lever!

Og kvaltes i Barnemund Guds Ord,
da toges Guds Søn af Dage;
men de, som gaar i Herodes’s Spor,
dem møder da og hans Plage.
Men vor Fader i det høje, han lever!

Guds Engle endnu, saavel som før,
gør alt, hvad ha vil beslutte,
og laase man kan slet ingen Dør,
saa de jo der ind kan smutte.
Men vor Fader i det høje, han lever!

Guds Engle, de stiger op o g ned,
hvor Herren som helst er inde,
hans Venner de bringer god Besked
og skyder dem Raad i Sinde.
Men vor Fader i det høje, han lever!

Nu lystig og glad i Jesu Navn!
vor Konge han er med Ære,
og tjene maa alt de smaa til Gavn,
hvis Broder han vilde være.
Ti vor Fader i det høje, han lever!