Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre
Fuglesang, som Hjertet monne røre,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

Den allermindste Fugl af dem, der vare,
Sang fra Træet ned i Toner klare,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
		
Den sang: „Mens Ungersvenden [gaaer saa]1 ene,
„Længes En imellem Løv og Grene,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
		
„Hen under Løvet gaae de lune Vinde;
,,Der du skal din Hjertenskjære finde,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
		
Hav Tak, du lille Fugl, for du har sjunget!
Ellers var mit Bryst af Længsel sprunget,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
		
Hav Tak, du lille Fugl, der sang med Ære
Stillede min Længsel og Begjære,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
		
Af større Vee kan Verden ikke trænges,
End at skilles, naar man saare længes,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
		
En større Fryd kan Verden ikke bære,
End at samles med fin Hjertenskjære,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

- Da nu min Hjertenskjære var funden,
Sang og blomstrede bet rundt i Lunden,
Baade dybe Dale,
Og de Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.