O, I piger! O, I piger!
Hør nu efter, hvad jeg siger,
når I lægger jer det på hjerte,
vil I undgå megen smerte.
Jeg vil synge om, hvordanne
det er gået den stakkels Hanne,
stakkels Hanne, stakkels Hanne,
som i himlen nu monne stande.

Hendes navn var Hanne Godske,
hun var atten år til påske,
hendes ansigt, svær' jeg eder,
var som tykmælk og rødbeder.
Kors, hvor kunne Hanne valse,
folk de gjorde lange halse,
lange halse, lange halse,
hver gang Hanne skulle valse.

Hun var kærest' med en maler,
mellem os en svær udhaler,
og han maled' plankeværker,
deri han gjorde underværker.
Men af kærlighedens følelse
Hanne fik en slem forkølelse,
en forkølelse, en forkølelse,
kom af kærlighedens følelse.

Det var midt i vint'rens dage,
sneen lå på frosne tage,
det var netop bleven morgen,
den slog tre fra Rundetårn,
da tren Hanne ud fra "Kjæden",
ned ad panden trilled' sveden,
trilled' sveden, trilled' sveden,
som hun ha'de få't i "Kjæden".

Ømt hun støtter sig til vennen,
ham, De ved nok, malersvenden,
månen kærligt for dem lyser,
sneen knitrer, hårdt det fryser,
op på volden de spadserer,
hun i tynde bandolerer,
bandolerer, bandolerer,
i slig kulde - nej la' være.

Til en bænk de monne ile,
hvor de stille søgte hvile,
så på stjerner og planeter,
og på andre rariteter.
Men hinanden omkring livet
så de over perspektivet,
perspektivet, perspektivet,
med hinanden omkring livet.

Da hun op sig ville rejse,
i hans arm hun monne dejse,
svært hun sprælled' uden nytte,
foden ej hun kunne flytte.
Thi af kulden så var sålen
frosset ganske fast til volden,
fast til volden, fast til volden,
var af kulden frosset sålen.

Det blev ej en dans på roser,
hun fik vandre hjem på hoser,
dagen efter blev hun dårlig,
nu i himlen har hun bolig.
Piger, deraf kan I lære,
gå ej ud i bandolerer,
bandolerer, bandolerer
når det fryser - o nej, lad være.