Du kære, gamle Fødeby
er altid i min Tanke.
Stolt bygged' Odin Slot mod Sky
paa Næsbyhoved Banke;
da voxte Huse, først to, tre,
saa flere -der man havned'.
Og Frigge raabte: "Odin see!"
Derfra fik Byen Navnet.

Her løb jeg om med Træsko paa 
og gik i Fattigskole,
men hele Verden for mig laa,
som bar jeg Greve-Kjole.
Nej, jeg var ingen fattig Fyr
og Fader ikke heller,
han læste for mig Eventyr
saa jeg blev selv Fortæller.
 
I "Klokkedybet" ned sig svang 
Aamanden ganske bange;
idet han hørte første Gang
de Kirkeklokker mange.
Fra Klostrets Celle lød der Sang, 
man endnu lytter efter;
nu Odense har Alders Rang
og alle Ungdoms Kræfter.

Til "Nonnebakken" tidt jeg gik 
hen over "Munkemose" ;
der var en Glands, en Romantik, 
hver Blomst blev til en Rose;
"Aamanden " sang, som aldrig før,
for Elverkongens Kone,
Sanct Knud jeg saae i Kirkens Dør 
med Glorie og med Krone !

Det er en Roes og ingen Spot 
paa Vittighedens Fløjte,
at du i Dygtighed og Godt
er altid "første Sprøite" !
Du gamle, ungdomsfriske By,
engang for mig den største !
Rul op, min Barndomstid, paa ny,
og da er du den første !

Jeg havde Barnets stærke Tro,
og Jacobs Himmelstige,
og jeg fandt Frøkorn, som nu gro
i Eventyrets Rige,
der naar ind i vort Barndoms Land 
og Paradisets Have,
til Lyset, Evighedens Strand 
hinsides Jordens Grave.