Lieder nach drei Gedichten von Vilhelm Krag , opus 14

I de [forunderlig]1 blonde nætter
jeg gaar alene, men med dig jeg taler.
Rundt om mig vaaren blomstersnehvid blunder,
et springvand plasker lydt. En hane galer.
Jeg gaar alene, men med dig jeg taler,
som jeg har talt med dig saa mange gange.
Har du det ondt, min ven?
Var du bedrøvet i disse svundne aar, de lange lange!
Jeg stanser brat. Jeg fryser nedad ryggen
og stirrer ræd omkring de stille sletter.
Aa Gud! Det er, som jeg hører dig græde
i de [forunderlig]1 blonde nætter.

Og atter ser jeg, at himlen er blaa,
Som var det alt dybvarm sommer.
O, kjære min himmel, vær ligesaa smuk
Den dag, da min elskede kommer.

Af skinnende knoppe staar skoven fuld --
Af bristende blade og blommer.
O, kjære min skov, spring ud, spring ud
Den dag, da min elskede kommer.

Mit hjerte skjælver i fryd og i angst,
Mit blod snart stanser, snart flommer.
O, hør mit hjerte, stat stil, stat stil
Den dag, da min elskede kommer!

Der staar en sorg etsteds i mit liv, 
den kaster saa lang en skygge. 
Og hvor den falder, vil livet ei gro, 
og sorgen kan ingen rygge. 

Barmhjertige liv, jeg strækker mod dig 
i længsel og bøn mine hænder. 
— Men skyggen ligger henover min vei. 
Jeg kan ikke se, at den ender.