Tre digte , opus 21b

Herr Magnus han stirrer i Vinternatten ud:
„Christ give, jeg maa svale min Hævn paa Hertug Knud!”

Et Lønbrev han skriver saa tankefuld med Sned:
„Du møde mig i Harrestad, der vil vi tales ved.”

Herr Magnus han spænder sit Glavind ved Lænd:
„Ham hilse Danmarks Piger, mig følge Danmarks Mænd.”

Herr Magnus han rider med Kjæmper ved sin Side,
„Nu vil vi bede Hjorten og see hvor den mon lide.”

Og da de kom til Harrestad, hvor Skovens Fugle boe;
Da møder dem Knud Hertug, saa listelig de loe.

„Nu skrifte du, min Frænde, hvad ei du skrifted før,
„Hvo Guldkronen fanger, naar Dannerkongen døer.

„Og hør, min unge Frænde, du synes mig saa bleg,
„Nu vil vi skifte Riget ved Sværdenes Leg.”

De jærnklædte Kæmper opløfted deres Spær,
Saa vog de den Herre ved Fuldmaanens Skiær.

Da sprang der frem en Kilde, den sank igien i Hav,
Det var de Danskes Taarer, der flød ved Heltens Grav.

O, Danmark, paa Rænker du aldrig dig forstod,
Det har du tit betalt med dit reneste Blod.

Hvorfor svulmer Weichselfloden, som et Heltebryst,
Der i Døden knuses mod en vild, barbarisk Kyst?
Hvorfor klinger Bølgens Klage fra den sorte Grund,
Som en saaret Gangers sidste Suk i Dødens Stund?

Weichselfloden snoer sig langsomt under Krakaus Muur,
Stærke Skarer drog at bryde Ørnens Fangebuur,
Sværd og Lee paa Sletten blinked mellem Røg og Damp,
Ingen Stridsmand kom tilbage fra den vilde Kamp.

Derfor høre vi bestandig Suk fra Flodens Skiød,
Derfor risler den veemodig, som en Drøm om Død,
Derfor sørge Mark og Enge med den hvide Piil,
Derfor tabte Polens Døttre deres muntre Smiil.

Og ved Pigens Vugge sidde de med Graad paa Kind,
Under Suk og Veemodssange slumrer Glutten ind.
Men naar Drengen vaagner, synge de om Kampens Ørn,
Under Sang om svunden Storhed vaagne Polens Børn.

„Hvi staaer du saa eensom, o Birketræ!
Paa Heden i Vinter og Vind?”
— „O, Jomfru! hvi vælger du Himlen til Læ?
Hvi er du saa hvid om Kind?”

„Jeg aldrig hviler bag Skov og Hegn,
Derfor er jeg hvid om Kind!”
— „Mig aldrig forfrisker den faldende Regn,
Paa Heden i Vinter og Vind.”

„Min Siæl er bedrøvet, mit Haab bortveg,
Derfor er jeg hvid om Kind!”
— „See Maanen er dunkel og Solen er bleg
Paa Heden i Vinter og Vind.”

„Ak! Jorden har drukken min Bejlers Blod,
Derfor er jeg hvid om Kind.”
— „Tartaren har myrdet ham ved min Rod
Paa Heden i Vinter og Vind.”