Fem sange , opus 2

Aldrig så jeg større fest,
end skoven beder til gildet;
da dufter bukkar violen næst
og alle de roser vilde.

Da flyver den lille fugl i krat,
og flyver aldrig alene,
bonden pynter sin kærestes hat
med vajende bøgegrene.

Da glædes hare og ræv og rå,
liden orm under blomstervrimlen,
da danser store, da danser små,
da danser solen på himlen.

Der går om heden en vise god,
når solen stiger i østen,
og lyngen luer som ild og blod,
mens skoven lakker mod høsten.

Kærulden væver den lange dag
i mosen sit lin det hvide,
og snog og hugorm med tyste slag
lindt under lyngtoppe glide.

Højt jamrer hjejlen og lærken slår
og viben hun vipper på tue;
krumrygget bondemand stille går
ud af sin hedebostue.

   Alices sang for Harald Godwinssøn. Hastings 1066

Fald til hvile kærlighed,
læn dit hoved mod min skulder
havets dumpe dønning ruller,
luller ind og dysser ned,
slukker ud den onde skarpe
svies brand, som du har følt engang,
skyller op med klang af harpe
i min skingre vuggesang.

Sov, mit barn, sov fast og hårdt;
blytung blund har øjet lukket,
iskold ro har smerten slukket,
og din solskinssjæl fløj bort.
Op med glans, hvor du er inde,
op mod dagning blank og gyldengul,
flagrer min forstand i blinde
som en skumringssommerfugl.