Fire Sange af Einar Christiansens „Cosmus“

Den Vedbend har ej Blomster og intet Farvespil,
men stærke er dens Blade og brede.
Hvad højest jeg har elsket, den varsomt dækker til 
som Hænder, der vil værne og frede.

Farvel, min gamle Moder, der Liv og Blod mig gav,
jeg kaldes ud i Verden, den vide.
Men troden stille Vedbend vil vogte din Grav
med Rankerne stærke og stride.

Den hvide Lyng med sit ranke Spir,
der staær og længes i Dale;
fæst den i Hat og sæt den i Bryst,
da herer Du Sommeren tale.

Den hvide Lyng under Jomfrugran,
saa dybt i de dybe Skove!
langt maa I søge og langt omsonst
for Lykken tilsidtst at love.

Solen springer ud som en Rose,
hver en Støvvej er lysende Guld;
den drypper Vorheres Honning 
over Jordens brogede Kuld.

Solen springer ud over Havet
og dufter i Verdenind.
Luften er fuld af Klokker,
og Sorgen har skiftet Sind.

Solen springer ud alle Dage,
frisk som i Tidernes Gry;
saa springer jeg ud med Solen
og bliver et Barn paany.

Jeg synger om en Kongesøn,
jeg seer ham tidt i Drømme.
Hans Aasyn er saa himmelblegt
som vinterstille Strømme.

Hans Fader gav ham Gods og Guld
og rejste ham en Throne.
Hans Moder gav ham Bibelord
om Kors og Tornekrone.

Han ødte Gods, han ødte Guld,
han flænged Thronens Hynder,
og Tornekronens visne Pryd,
den plukkede han sønder.

For Verdens Gods og Verdens Guld,
de stilled ej hans Længsel;
og himlens tunge Bibelord,
de slutted ham i Fængsel.

Nu sigter han sit eget Guld
af Livets stride Vande.
Nu trykker han den hvasse Tjørn
dybt i sin egen Pande.