Nordlands Trompet

Nu maa jeg mig sno til den nordlandske torsk,
som fiskerne kalde mon skreien paa norsk,
han nævnes maa nordmandens krone.
Han kroner vor' hjelder, han kroner vor skjaa,
o! sæl est du bonde, som torsken kan faa;
han føder baad' dig og din kone.

Barmhjertige fader oplade din hand,
velsigne os fattige folk her i land
med dine velsignelser søde!
Skuld' torsken os feile, hvad havde vi da?
Hvad skulde vi føre til Bergen herfra?
Da seiled vist jægterne tomme.

Du torsk maa vel kaldes vor næring og brug,
du skaffer fra Bergen saa mangen tønd' rug,
den stakkels nordfarer til føde.
Og skulde du, Herre, forkorte din hand
og stænge skreitorsken og fisken fra land,
da lag des vi hastelig øde.

Vi har ei at lide paa most eller vin,
her finnes ei heller sølvbjærgene fin'
os mangler guldgruven den røde.
Vort land er ei heller et Canaan sød,
hvor marken med melk og med honning omflød,
her findes ei druer at plukke.

Nei fisken i vandet, det er vores brød,
og mister vi hannem, da lider vi nød
og jammerlig nødes at sukke.
Hvad haver vi andet, her bygger og bor,
end søge vor føde med angel og snor,
og pløie de bølger hin' gromme.