Digte af Carsten Hauch

Naar Skytten udsender den hvasse Piil,
Maa Fuglen i Luften dale;
Han bad mig at seile vel hundrede Miil
Til sine forgyldte Sale.

I Bølgen svømmer med Dødens Mod
Den Fisk, der med Angelen leger,
De giøde mit strømmende Hierteblod
I Kongens forgyldte Bæger.

En Ørn opstiger bag salten Sø,
Dens Vinger er’ altfor sorte;
Hvo bygger det Skib, der fra Verdens Ø
Kan seile til Himmerigs Porte?

Foroven glimter det høieste Tag,
Med Perler og Guld uden Lige,
At falde derfra er slet ingen Sag,
Men vanskeligt did at stige.

De hvideste Perler i Havet er spredt,
Og Bølgerne vandre derover,
Den Skat, du søger og aldrig har seet,
Jeg her at beskrive dig lover.

Først maa hun eie den yndigste Fod
For Hiulet og Væven at træde,
Dertil et ærligt og trofast Mod,
Der deler din Sorg og din Glæde.

En Barm maa hun eie saa varm og saa fuld,
To Arme saa blendende hvide,
Dertil en Tunge saa reen som Guld,
Der tier og taler i Tide.

Og snildt maa hun flette sin Tankes Net,
Og Smilet maa røbe Forstanden,
Hendes Gang maa være saa svævende let,
Som Bølgens, der træder mod Stranden.

Og Øiet maa ligne den sagte Strøm,
Hvori sig Fuldmaanen maler,
Men Hiertet maa drømme saamangen Drøm,
Hvorom ei Læberne taler.

Mig Nattergalen i grønnen Lund
Betroed hvor hun havde hiemme,
Jeg lytted dertil i en Midnatsstund,
Og mon det om Morgenen glemme.

Han.
Her Roserne blussed ved rullende Vove,
Her Fuglene sang i de dæmrende Skove,
Hvor er de, hvor svandt de, hvorhen mon de tye?

Hun.
        Da Barbaren Sværdet hvæssed,
        Da hans Hest i Lunden græssed,
        Nedsank Rosen i sit Blod,
        Fuglen svandt og Skoven daled,
        Kun den røde Hane galed
        Nærved Egens stærke Rod;
        Intet Træ vil groe derefter,
        Jorden tabte sine Kræfter
        Under den Forhadtes Fod.

Han.
Din dristige Broder sit Sværd skal ombinde,
Og styrte sig ned, som de hvinende Vinde,
Som Røg og som Skyer skal Fjenderne flye.

Hun.
        Tretten Aar min Broder endte,
        Da Barbaren ham bortsendte,
        Vied ham til Spot og Nød;
        Skiændsel paa hans Pande tynger,
        Munken Siælemesser synger
        Over ham, som var han død;
        Selv hans Navn blev sønderrevet,
        Paa hans Ryg et Tal blev skrevet,
        Som et Tal blev han gienfødt.

Han.
Din Fader er kiæk, han skal Fienden betvinge,
Den sneehvide Falk skal i Luften sig svinge,
Og Ravnen skal lytte til Sværdenes Klang.

Hun.
        Da vort Banner høit sig hæved,
        Da de feige Fiender bæved
        For Dabrowskis Kæmperøst,
        Ak, da fandt min Fader Døden,
        Mens han kæmped ufortrøden
        Paa en fiern og fremmed Kyst;
        Af hans siunkne Grav udvælder
        Tidsler nu, og hvasse Nelder
        Næres af hans Heltebryst.

Han.
Din mægtige Beiler skal splitte vor Lænke,
Den blodige Viin skal han Fjenderne skienke,
Imedens han synger Giengieldelsens Sang.

Hun.
        Plumpe Fingre nys har skaaret
        Af min Bejlers Pande Haaret,
        Bort han blev paa Slæden kiørt
        Did, hvor Isen Jorden binder,
        Did, hvor Daaren useet rinder,
        Did, hvor intet Suk blier hørt,
        Did, hvor Pidslen stedse klinger,
        Did, hvor Trællen Fyrsten tvinger.
        Har et Ord min Beiler ført.

Han.
Saa drager nu Sværdet og griber til Landsen,
Og dands med Barbarerne Dødningedandsen,
Og spred dem, som Vinden det flygtende Sand
Uslukkelig evig nu Hevnen skal gløde,
Ja Friheden søge vi selv hos de Døde,
Hvis ikke vi levende fange den kan.