Lyriske Sange

Himlen er lys og blaa,
Svalerne smaa
Flyve med Hvin alt i Luften paa Jagt ,
Skoven sit Taageslør Kaster, og hør !
Lærken paa Marken er vakt.

Yndigt i Duggens Bad
Blomster og Blad
Skjælve og hviske de lønligste Ord , 
Natten sin Dør paa Klem Holder, mens hjem
Drømmene sagtelig ror.

Dejlig Du Morgenvind 
Bær' til mit Sind
Kvægende Friskhed fra Hav og fra Sky, 
Var mig end Natten tung ,
Gjør mig dog ung
Morgenens Lærke paany.

Frisk som et Bølgeslag
Dejlige Dag
Ruller fra Evigheds Hav Du nu frem, 
Løft mig med sagte Sang
Under Din Gang
Op mod dit himmelske Hjem.
 
Lad til det gode Værk
Viljen stærk
Glad idit Solskin sin Vinge slaa ud ,
Synker den, mind ved Kvæld 
I Dit Farvel
Den om en naaderig Gud. !

Naar Dagen er træt og vil gange til Ro,
Og lukker sit lyseblaa Øie,
Da bygger den synkende Sol sig en Bro
Af Guld, paa de vestlige Høie.
Men før den forlader med hurtige Fied
Den Jord, hvor jeg vandrer i Skygge,
Den standser og rødmer og siger: Følg med!
Hist, hvor Solen gaaer ned, boer din Lykke.

Da griber jeg Staven og vandrer derhen,
Derhen mod den vinkende Stjerne;
Men Solen gaaer bort, som en svigefuld Ven
Og Straalerne døe i det Fjerne.
Hver eneste Aften den smiler paany
Og siger: Følg med, skal jeg bygge
Dig Slotte med Tag af den rødmende Sky;
Thi hvor Solen gaaer ned, boer din Lykke.

Hver eneste Aften forsvinder den brat,
Og lader mig sorgfuld tilbage;
Da fløiter en Fugl i den stjerneblaa Nat:
Fat Mod, du skal ikke forsage!
Der kommer en Aften med Stilhed og Fred,
Og hyller dig ind i sin Skygge,
Da tage de synkende Straaler dig med,
Hen, hvor Solen gaaer ned, til din Lykke.

Nu er det Skærsommer ! nu skal Du blive glad, 
Ung igjen med alle gamle Bøge, 
Tro, at Gud dig giver alt det, hvorom Du bad, 
Naar med Haabet stærkt du vil ham søge.

Nu er det Skærsommer ! i Havets friske Skjød
Skal omkap med Fisken blank Du svømme,
Mærke glad, dit Hjærte har langt end til sin Død, 
Har endnu de stærke, store Drømme.

Nu er det Skærsommer ! tag Staven nu i Haand, 
Gaa saa over alle Danmarks Hoje,
Finder Du en Stakkel endnu i Søvnens Baand,
Slaa med Bøgens grønne Gren hans Øje !

Nu er det Skærsommer ! nu Dagens lyse Skjær 
Dæmrer hele Natten over Enge ;
Gaa nu hen og vind dig en yndig Hjærtenskjær, 
En, som tro Du elsket har og længe !

Nu er det Skærsommer ! og, priset væreGud ! 
Danske Mænd paa Dansk end om den sjunge, 
Alle Danmarks Skove, det trorjeg vist, gik ud, 
Hørte de ej mer den danske Tunge.

Nu er det Skærsommer, og Fred jeg har med Alt ! 
Mødte jeg i Skoven her min Fjende,
Tror jeg, Hadets Islag som Bøgens Knopskæl faldt 
Bort fra Guddomsbilledet, vi har inde.

Nu er det Skærsommer ! nu Alting frodigt gror, 
Frelst fra Vintren glad hver Fugl nu sjunger, 
Haabets Fugl i Hjærtet er ogsaa bleven stor, 
Sangen her er en af hendes Unger.

Det hvisker saa tyst gjennem Lunden his
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —