Naar Dagen er træt og vil gange til Ro,
Og lukker sit lyseblaa Øie,
Da bygger den synkende Sol sig en Bro
Af Guld, paa de vestlige Høie.
Men før den forlader med hurtige Fied
Den Jord, hvor jeg vandrer i Skygge,
Den standser og rødmer og siger: Følg med!
Hist, hvor Solen gaaer ned, boer din Lykke.

Da griber jeg Staven og vandrer derhen,
Derhen mod den vinkende Stjerne;
Men Solen gaaer bort, som en svigefuld Ven
Og Straalerne døe i det Fjerne.
Hver eneste Aften den smiler paany
Og siger: Følg med, skal jeg bygge
Dig Slotte med Tag af den rødmende Sky;
Thi hvor Solen gaaer ned, boer din Lykke.

Hver eneste Aften forsvinder den brat,
Og lader mig sorgfuld tilbage;
Da fløiter en Fugl i den stjerneblaa Nat:
Fat Mod, du skal ikke forsage!
Der kommer en Aften med Stilhed og Fred,
Og hyller dig ind i sin Skygge,
Da tage de synkende Straaler dig med,
Hen, hvor Solen gaaer ned, til din Lykke.