Ahasverus: 6 Sange for Mezzo-Sopran eller Baryton, med Akkompagnement for Piano

Jeg hørte dem sjunge i Øst og i Vest 
Om Paradiset blandt Lande: 
Hver Fugl sin egen Rede fandt bedst 
På Bjerg og ved nøgne Strande.  

Og lige Ret jeg dem Alle gav:  
Hver Sjæl sit Fædreland priste; 
Men fredløs foer over Bjerg og Hav 
Den evige Landsforviiste. 

På Zion græsser Osmanens hest 
Og ved Genesarets Bredder  --  
Det Folk, Gud Herren har elsket meest, 
Veed ei hvad Fædreland hedder.  

Jeg lytter med Lyst, naar det luster fra Øst; 
Den Luftning meest mig husvaler: 
Den bringer mig Hilsen fra Canaans Kyst, 
Og om Sarons Roser den taler.  

Granatæbleskoven den sused forbi, 
Over Ramas Figentrælunde; 
Den hvisker om Grotten ved Bjergtemplets Sti, 
Hvor David og Salomon blunde.  

Om Hvilen hist i forjættede Land 
Det toner i Østvindens Susen; 
Dog  --  Paradisluftning henflyr over Strand; 
Men Dybet kun svarer med Brusen. 

Jeg gåer som en Skygge al Verden omkring. 
Et Støvgran er Jorden i Himlenes Ring. 
Jeg selv er et Gran på den rullende Jord; 
Men Uendelighed i min Tanke dog boer.  

Henrul kun, du Sandskorn, hvorpå jeg ståer! 
Henflyv i det Dyb,ei min Tanke flugt nåer! 
Min Sjæl er en Himmel i Himlenes Ring, 
Et Jordgran er Larven, her pusler omkring. 

Skjön er du dog, evige Himmeltelt!
Høiherlig udspændtes din Bue.
Der staar han atter den straalende Helt,
Med sit Harnisk af blinkende Lue.

Skjøn er du dog, grønnende, duftende Jord!
Du Skammelfor Zebaoths Foden!
Paa Bjerg of paa Hav jeg opdager hans Spor,
Jeg fornemmer hans Gang over Kloden.

Kun Sømmen jeg ser af hans Klædebon;
Men Uendelighed den udfolder
Paa Cherubernes Vinger sig lefter min Aand,
Fast Stövlarven Sjælen dog holder.

Jeg min Sjæl vil udaande med Eloahs Ord,
Med de Toner, som skabte Himmel og Jord,
Men fortummet paa Jord er Schadai Tunge:
Kun fra Tider nes Dyb mine Raab gjenrunge.

Der ruller en Strøm fra Aartusinders Grav;
I min Sjæl der henbruser et tonende Hav:
Hver Bölge er levende Daad, som bortrinder,
Hver Tone er Billed, hvert Billed er Minder.

Med et Livs-Ocean vil jeg blande in Röst,
Det mig svarer med Klang fra Profeternes Bryst;
Det oplöser min Sjæl i mildttonende Sukke,
Med de Sange, min Moder sang ved min Vugge.

Jeg fornemmer det atter, det levende Ord.--
I min Sjæl det gjenskaher Himmel og Jord, 
Med det henfarne Israels Røst vil ge sjunge 
Og med Zions Døttres San paa min Tunge.

Jeg vil opsøge dig, du gamle Nat !
   Jeg vil mig hvile i din Mørkheds Hule.
Af Gang min Fod er træt ; min Sjæl er mat ; 
   Dybt i dit Skjød jeg vil mit Aasyn skjule.

For dig kun jeg oplade vil min Mund ;
   Til dig kun vil min Sjæl sin Røst udsende :
Siig, Nat ! siig, drømmer du om Morgenstund ? 
   Siig, drømmer du om Dage uden Ende.

Forkynd ⎯ hvis Lyd af Røst din Taushed brød ⎯
Bebud ⎯ hvis Stemmer i din Afgrund løde ⎯
Hvormange Dage slumre i dit Skjød ? 
   Hvormange Dages Nætter skal du føde ?

Svar ! venter end Aarhundreder paa Liv ? 
   Skal end Aartusinder af dem udvælde ?
⎯ Ak, først naar Herren trættes ved sit : 
Bliv ! Skal dette Hoved sig til Hvile helde.